Blokhus

Grønne gaver til fødselarer

Tuborg og cirka 12.000 danskere har noget til fælles den 13. maj. Begge parter har fødselsdag. Og bryggeriet, der den dag kan se tilbage på 130 år som leverandør af godt dansk øl, fejrer den runde dag ved at give en gave til alle med-fødselarer på 18 år og derover. Gaven består i to billetter per fødselsdagsbarn til årets Grøn Koncert-turné, hvor britiske Suede er topnavnet. Turnéen lægger ud i Esbjerg den 11. juli og fortsætter til Odense, Århus, Blokhus, Børkop og Næstved, inden der sættes punktum i København den 20. juli. Fødselsdagsbørn, der er interesseret i billetter til Grøn Koncert, skal indsende dokumentation for deres fødselsdagsdato til Tuborg, c/o PFD-Pak Aps., Postboks 327, 2500 Valby, så bryggeriet har brevet i hænde senest den 19. maj. Dokumentationen, der for eksempel kan være kopi af sygesikringsbevis, kørekort eller pas, destrueres efterfølgende. Fødselarerne får billetterne senest 1. juli, og gaven kan ikke ombyttes til kontakter. Ritzau