Skolevæsen

Grønt flag for at skrue ned

Limfjordsskolen i Løgstør fik Friluftsrådets grønne miljøflag for at spare på energien

Mette Nedergaard, der mandag fyldte 19 år, fik æren af at sende Friluftsrådets grønne miljø-flag til tops i flagstangen på Limfjordsskolen sammen med borgmester Knud Kristensen.  Foto: Martin Damgård

Mette Nedergaard, der mandag fyldte 19 år, fik æren af at sende Friluftsrådets grønne miljø-flag til tops i flagstangen på Limfjordsskolen sammen med borgmester Knud Kristensen. Foto: Martin Damgård

LØGSTØR:Selvom man er udviklingshæmmet, kan man sagtens lære at spare på ressourcerne.

Det er de godt 40 elever på specialskolen Limfjordsskolen i Løgstør lysende eksempler på.

Tirsdag fik de en række nemlig overrakt ”det grønne flag” som bevis på, at det er lykkedes dem at nå en række sparekrav, som Friluftsrådet har stillet for at miljø-flaget kan sendes til tops på skolen i det næste år.

19-årige Mette Nedergaard fik æren af at hejse flaget op i den nyindkøbte flagstang sammen med borgmester Knud Kristensen. Årsagen til det lige blev Mette Nedergaard var, at hun mandag kunne fejre sin 19 års fødselsdag.

- Jeg synes, det har været rigtig spændende at være med til at spare på både strøm, vand og varme. Der er gået sport i det, erkendte Mette Nedergaard, som har taget de ting med sig hun har lært.

- Nu husker jeg i hvert fald altid at slukke lyset, lød det stolt fra Mette Nedergaard, da hun havde hejst flaget sammen med kommunens førstemand.

Forstanderen på Limfjordsskolen, Klaus Munch, fortæller, at en af de helt store udfordringer i forbindelse med at motivere de udviklingshæmmede eleverne til at spare på ressourcerne er at gøre det hele meget synligt.

- Vi har blandt andet besøgt varmeværket i Aars, og så har vi haft en energi-patrulje gående rundt på skolen, hvor eleverne har været delt ind i fire hold. Der er blevet uddelt point til holdene, og det har givet et konkurrenceelement, som eleverne er gået meget op i, fortæller han.

Limfjordsskolen er en efterskole for udviklingshæmmede og en del af øvelsen er at gøre eleverne parate til senere at flytte for sig selv.

- Det her kan jo helt konkret bruges i forbindelse med et almindelig husholdningsregnskab. Hvis man har været god til at spare på varme, strøm og vand, så er der måske penge i overskud, som man jo så måske kan holde en fest for, forklarer Klaus Munch.

Og Limfjordsskolen har da også allerede festet for at fejre, at det grønne flag var på vej. I kælderen blev der holdt fest hvor alt var grønt - lige fra mad, duge over servietterne til saftevandet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst