Grønt lys for byfornyelse i Ø-gadekvarteret

Plasticlokalplanen var igen oppe og vende

Lokalpolitik 25. februar 2003 07:00
AALBORG: I løbet af i år og næste år vil Aalborg Kommune bruge knap ni millioner kroner på byfornyelse i Ø-gadekvarteret. Halvdelen af beløbet vil dog blive refunderet af staten. I går behandlede byrådet under et lokalplanen for karreerne Langeland Syd, Søkroen og Ærøgadekarreen samt en beslutning om at byforny de tre karreer. Egentlig havde byrådet allerede behandlet sagerne sidste år, men på grund af nogle ændringer i hvilke byggematerialer, der kan bruges i Ø-gadekvarteret, måtte de have endnu en omgang. Det var muligheden for også at bruge plasticvinduer - eller rettere ikke at bruge dem - der i fjor bragte sindene i oprør. En debat der endte med, at det alligevel blev tilladt. Et samlet byråd, minus Anita Knakkergaard (DF), stod bag beslutningerne. Hun kunne godt godkende lokalplanen, men ville ikke stemme for byfornyelsen. - Men jeg glæder mig da over, at det nu bliver muligt at bruge plastvinduer i Øgadekvarteret, sagde hun. Det fik teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) op af stolen. - Ja, det er plasticlokalplanen, konstaterede han. - Jeg respekterer, at der er et flertal i byrådet for, at man må bruge plasticvinduer, selvom jeg ikke selv, er tilhænger af det. Vibeke Gamst (Kons.) nøjedes med at udtrykke sin glæde over, at Aalborg har så mange bydele, der er værd at bevare. - Og jeg synes ikke, det er mange penge, det drejer sig om, sagde hun med adresse til byfornyelsesmillionerne. jl
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...