Grønt lys til fælles artikelarkiv

26. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Konkurrencestyrelsen godkendte i går et samarbejde mellem landets tre (snart to) største bladhuse Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske om at oprette et fælles presseovervågningssystem og arkiv med op mod 10 millioner artikler fra aviser og tidsskrifter. Det har dog været en betingelse for godkendelsen, at de tre parter har accepteret, at de efter en vis periode forpligtes til at levere elektroniske presseklip til konkurrenter inden for presseovervågning for ikke at kvæle al konkurrence på markedet, skriver Konkurrencestyrelsen i sin afgørelse. Ingen kan imidlertid vide, hvor hurtigt det fælles selskab får så dominerende en stilling, at det kan være en trussel mod fortsat konkurrence, og derfor er der aftalt en omsætningsgrænse på 37 millioner kroner. Leveringspligten kan dog tidligst træde i kraft den 1. juli 2004 og senest 1. juli 2007. Artiklerne fra Politiken, Jyllands-Posten og en lang række mindre medier var i forvejen tilgængelige gennem Politikens Polinfo-base. Men nu udvides den med Berlingske Tidende, B.T. og Weekend-Avisen, ligesom andre aviser med tilknytning til Berlingske som for eksempel Århus Stiftstidende forventes at komme med i den ny artikelbase. Navnet på det nye selskab er endnu ikke offentliggjort, men det vil det blive i løbet af næste uge, oplyser Klaus Nyengaard, der er blevet ansat af de tre partnere til føre planerne ud i livet, og som udpeges formelt som direktør for det nye selskab på et bestyrelsesmøde fredag. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...