Grønt lys til fodboldspillerne

Nu er der vækst i græsset og 180 fodboldbaner kan indtages

Nu kan de forårsfriske fodboldspillere endelig komme på græs. arkivfoto: torben hansen

Nu kan de forårsfriske fodboldspillere endelig komme på græs. arkivfoto: torben hansen

AALBORG:Så kan fodboldspillerne i Aalborg endelig komme på græs. 180 kommunale baner har været lukket på grund af streng vinter og sne i lange baner, men nu er de klar til fodbold. Stigende plusgrader i jorden kombineret med flere dage med blæst og begrænset nedbør har gjort udslaget. Men græsset er bagefter. - Normalt ville vi allerede have klippet banerne på det her tidspunkt, men vi er cirka tre uger efter i år, siger driftplanlægger Mogens Bossen fra Park og Natur. Næsten ingen brok Han tilføjer, at kommunen i denne uge går i gang med slå græs på opvisningsbanerne. Indtil videre har klubberne klaret sæsonstarten ved at spille på udebane eller på kunststofbaner, og Mogens Bossen er overrasket over, hvor lidt brok, han hørt. - Jeg er meget positivt overrasket over klubberne. De har taget situationen meget fornuftigt, og de har kunnet se, at det også var til deres fordel, at banerne ikke blev slidt ned og ødelagt, siger Mogens Bossen. I Nibe Kommune har vinteren ikke forhindret fodboldklubberne i at komme på græs, da først sneen var smeltet, men ifølge Mogens Bossen har det sin naturlige forklaring i, at jordbundsforholdene er forskellige i det to kommuner. I Nibe-området er jorden mere sandet, og det gør det nemmere for vandet at sive ned i jorden. Omvendt er Aalborg kendt for sin meget kridtholdige jord, som mindsker dræneffekten. Brøndby-bane pløjet op Men selv om Aalborgs mange fodboldklubber ikke har været på græs, så er det lykkedes AaB at gennemføre alle programsatte kampe på Aalborg Stadion. Det skyldes, at der er varmelegemer i græsset, og desuden er banen blevet prikket i overfladen, så vandet har haft nemmere ved at forsvinde væk. Derfor var det nærmest en grænseoverskridende oplevelse for Mogens Bossen at se, hvordan Brøndby IFs hjemmebane i påsken blev ødelagt og forvandlet til en stor mudderpøl i kampen mod Esbjerg. Banen var visse steder spejlblank af regnvand. - Men nu kommer de også til at betale regningen. Der skal nyt rullegræs på banen, så man gennemfører ikke ustraffet en fodboldkamp under sådanne forhold, siger Aalborgs Kommunes græsekspert.