Grønt lys til Jason-hjælp i USA

Om kort tid tager familien Valsted til New York

New York 6. september 2002 08:00

SØNDERHOLM: Tiden er knap, hvis 11-årige Jason Valsted fra Sønderholm skal have en søskende, der kan redde hans liv. I går fik familien grønt lys fra sundhedsministeriet til at drage til USA for at få den kunstige befrugtning med tilhørende ægsortering, som sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen sagde god for i sidste uge. - Så lige nu svæver vi på en lille lyserød sky, siger Flemming Valsted til NORDJYSKE Stiftstidende. 17. september starter familien en fertilitetsbehandling på et hospital i New York, hvor man vil forsøge at gøre den 43-årige Beverly Valsted gravid med et barn, der matcher Jasons genetiske profil og dermed kan donere navlestrengsblod til sin 11-årige storebror, der lider af den sjældne blodsygdom, Fanconi Anæmi. - Vi er ovenud taknemmelige for, at Danmark vil give os dette tilbud, og at man starter med det bedste. Vi ved, at vi måske ikke kommer hjem med et positivt resultat, men nu ved vi, at vi kan sige til vores søn, at vi gjorde vores bedste, siger Beverly Valsted. Både Jason og hans storesøster Maria tager med på turen til New York, som meget vel kan trække ud i lang tid. 17. september starter den første behandling og planen er, at familien skal blive, indtil behandlingen lykkes - indenfor en rimelig tidsramme. Undervejs er den nordjyske familie klar til at rapportere hjem, men til gengæld regner parret med at sige nej tak til de mange tilbud fra tv-selskaberne om at tage med og lave en dokumentarudsendelse. - Snart sagt alle har henvendt sig, men som vi har det lige nu, ender det nok med, at vi siger pænt nej tak, siger Flemming Valsted.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...