Grønt lys til mobilmaster trods protester
Udvalg sagde god for mobilmaster trods protester. Vi har pistol for panden, mener teknisk rådmand.
Teknik- og miljøudvalget i Aalborg Kommune diskuterede torsdag tre sager om mobilmaster i Gl. Hasseris, Gistrup og Visse. Sager om mobilmaster er normalt ensbetydende med mange indsigelser, og de seneste er ingen undtagelse. I Gistrup har firmaet LE 34 Tele A/S søgt om at opstille to styk 24 meter høje antennemaster ved boldbanerne i Gistrup på vegne af fire mobilselskaber. Et enigt miljøudvalg sagde god for, at de to master kan opsættes. - Vi må ikke tage hensyn til indsigelser om stråling, det handler udelukkende om planlægning. Samtidig har vi pistolen for panden, for vi skal træffe en beslutning. Vi kan ikke sparke det til hjørnespark og sige, at vi ikke være med til. Vi skal være med til at sikre mobildækningen via planlægningen, siger teknik- og miljørådmand Mariann Nørgaard (V). Svært at finde egnet placering Tilbage i 2007 var der modstand mod at etablere en 18 meter rørmast på sportspladsen. Her var der 1200 indsigelser mod 200 denne gang. Masterne afløser to gittermaster. Både forvaltning og It- og Telestyrelsen har ikke kunne påvise brugbare alternative placeringer. Det er eksempelvis undersøgt at placere antenner på Gistrup Kirke. Mast flytter 10 meter I Gl. Hasseris er der også i flere år blevet arbejdet på at finde plads til en kombineret sirene- og antennemast. I går godkendte teknik- og miljøudvalget, at en eksisterende sirenemast på Bygade 1H erstattes af 23,5 meter antennemast. Det betyder, at masten bliver flyttet ti meter fra den nuværende placering. - Man flytter den omkring hjørnet for at undgå, at den kommer til at stå foran noget beboelse. Med den her vil man gerne skabe en bedre situation, for den var uheldigt placeret før. En partshøring har givet 23 personlige indsigelser. samt indsigelse fra Andelsboligforeningen Bygaden og Hasseris Grundejerforening. Underskrifter mod mast I Visse har der også tidligere været massiv modstand mod en 27 meter høj antennemast ved vandværkets grund. Men nu forsøger man igen med en placering umiddelbart vest for vandværkets grund på Vissevej 110. I går godkendte udvalget, at der iværksættes en sagsbehandling med henblik på at give landzonetilladelse til opstilling af en mobilmast. - Så sker der en partshøring, og vi får bemærkninger ind. Denne mast skal erstatte en 15 meter høj sirenemast. Der er som tidligere omtalt i NORDJYSKE blevet indsamlet 453 underskrifter mod projektet. Underskrifterne er givet videre til vandværket, der ejer grunden. I Visse betyder en kabellægning, at der skal findes en placering til en ny mobilmast, ellers står landsbyen uden mobildækning. - Hvis man bruger den her placering, har man fuld dækning i Visse.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.