Nørholm

Grønt lys til West Side Story

Hjørring Sommerspil har fået grønt lys til at opføre West Side Story næste år.

Sommerspillets kapelmester, Kaj Nørholm, har fået den velkomne besked fra rettighedsindehaver Josef Weinberger i London. To danske teatre kunne have nedlagt veto, fordi de har sikret sig rettighederne til opførelse af West Side Story i Danmark. Teatrene har åbenbart ikke følt, at sommerspillets friluftsudgave bliver en konkurrent. Hjørring Sommerspil ved ikke, hvem de to teatre er. Det vil Josef Weinberger ikke oplyse, da det naturligvis er en forretningshemmelighed. Ingen teatre ønsker deres repertoireplaner afsløret i utide. West Side Story skal som tidligere omtalt instrueres af Helge Reinhardt. Hjørring Sommerspil vil også næste år benytte koreograf Birgitte Holst Schierbeck. Første planlægningsmøde finder sted i slutningen af august og audition til rollerne finder sted i januar.