Groteske arbejdsforhold hos TDC

TDC har for for nylig været inde i et stormvejr p.g.a. af endnu en fyringsrunde.

De strejkende medarbejdere føler sig uretfærdigt behandlet, idet de er informeret om, at efter aftrædelse af de 630 medarbejder, vil 400 nye stå klar til at træde til, dog i andre funktioner. TDC-ledelsen har ikke gjort noget aktivt for at bibeholde den nuværende medarbejdergruppe i form af omskoling, efteruddannelse og andre tiltag. At TDC har problemer med at leve op til helt almindelige samfundsnormer, har vi selv observeret på tæt hold. For to år siden gennemførte TDC Forlag "massefyring udført efter salamimetoden", hvor man én efter én afskedigede de kørende mediekonsulenter. Da turen kom til min mand, som havde har været ansat i TDC i 18 år, startede den mest groteske sag, jeg har været vidne til. Fyringen fik han pr. telefon en fredag eftermiddag af sin chef, og fik ved samme lejlighed at vide, at han iøvrigt ikke var velkommen til et fælles sælgermøde den kommende mandag. Alligevel skulle han fortsætte med at køre ud til kunder, som han plejede. Tirsdagen efter (dagen før 1. oktober) blev han ringet op af markedschefen, som bad ham pakke alle sine ting, droppe aftalte kundebesøg og køre til Århus, så formaliteterne lige kunne blive ordnet. Da min mand udbad sig ret til at få en repræsentant fra Dansk Metal som bisidder, fik han at vide, at der "da bare er tale om en ganske almindelig fyring". Syd for Hadsten blev han ringet op at selvsamme chef, som bad ham vende om og køre hjem igen. Chefen havde, sammen med personalechefen for TDC Forlag, opdaget, at min mand var ansat på tjenestemandslignende forhold, hvilket de "lige skulle have kigget nærmere på". Ugen efter modtog han en varsling om opsigelse, som byggede på et fuldstændigt fejlagtigt grundlag, hvilket vi straks kunne tilbagevise. Dansk Metal mente, at der var tale om et brud på overenskomsten og bad om en redegørelse, hvorefter TDC Forlag kvitterede med en ny varsling med nyt indhold. Disse varslinger afstedkom en række møder imellem Dansk Metal og TDC Forlag. TDC Forlags dagsorden for møderne var tydeligvis rettet mod hvordan de kunne slippe ud af kontrakten/aftalen med den ansatte. Sideløbende med møderne havde min mand fortsat passet sit job - men det var tydeligt, at han blev overvåget og chikaneret. F.eks. begyndte der at komme en lind strøm af mails, hvor hans overordnede påpegede fejl ved indrapportering, selvom dette ikke var tilfældet. Der blev holdt personalemøder, hvor han ikke var inviteret, og der blev indført nye procedurer, som han ikke blev informeret om. Da presset i december blev for stort, valgte han, i samråd med sin læge, at lade sig sygemelde. Lægen skrev bl.a. i lægeerklæringen, at han betragtede det forudgående som "tangerende til psykisk terror". I den efterfølgende periode blev der afholdt yderligere en række møder imellem Dansk Metal og TDC Forlags ledelse. På daværende tidspunkt troede vi, at vi nu bevægede os hen imod en løsning; men hér blev vi klogere. Efter nogle måneders tavshed, kom der pludselig en torsdag i marts et brev om, at min mand skulle møde mandagen efter i sektionen for "Forsyning, Bygningsdrift, Affald og Sikkerhed", hvor han skulle fungere som "miljøassistent". På dette tidspunkt gik han stadig sygemeldt på en gældende lægeerklæring. Begrundelsen for dette tiltag var, at man i TDC Forlags personaleafdeling havde "fuld forståelse for, at han var frustreret over at gå hjemme". Endvidere gjorde TDC Forlag opmærksom på, at man ikke kunne finansiere den tjenestemandspension, som han, ifølge sin ansættelseskontrakt, var berettiget til. På daværende tidspunkt – marts 2004 - spidsede sagen så meget til, at vi henvendte os til Dansk Metals hovedafdeling i København, som straks overtog sagen. De sendte den videre til TDC Koncern HR, hvor man på ny indledte forhandlinger. Endnu engang troede vi, at der nu var udsigt til en løsning. Efter adskillige måneder med talrige forhandlinger, forhandlingssammenbrud, speciallægeudtalelser osv. måtte TDC til sidst smide håndklædet i ringen og holde sig til gældende regler, hvilket betød, at min mand blev opsagt med de rettigheder, som stod i hans ansættelseskontrakt. Hele dette groteske forløb, strakte sig over mere end 1 år, og fik kun et acceptabelt udfald fordi mange mennesker, inklusiv Dansk Metal, lagde utroligt mange kræfter i at nedfælde alt på skrift, samle bilag sammen, læse lovgivning osv. Ellers er jeg da ganske overbevist om, at denne "David mod Goliath" kamp formentlig var vundet af TDC. Der hersker naturligvis ingen diskussion om at retten til at lede og fordele arbejdet, som blev stadfæstet i 1899, ikke står til diskussion. Dette glæder også ved afskedigelser. Det er dog værd at fremhæve at der med ledelsesretten også følger pligter. "Ligesom der er forskellige rettigheder i ledelsesretten, er der også forskellige begrænsninger. Det betyder, at lederen kun må udøve sine rettigheder, hvis det ikke åbenlyst er uberettiget eller ulovligt, ikke er til fare for liv, ære og velfærd, ikke strider med den naturlige respekt, parterne skal vise hinanden. Det må heller ikke være meningsløst eller umuligt og ikke overgå de naturlige forudsætninger for ansættelsesforholdet." (Kilde. DI) I denne sag har TDC i meget høj grad overtrådt de basale spilleregler i forhold til at udøve ledelsesretten på en anstændig måde. Ser jeg ovenstående groteske sag i sin helhed, i sammenhæng med den fyringsrunde, som er i gang nu og ikke mindst måden den håndteres på, rejser der sig, for mig, nogle helt principielle spørgsmål omkring moderne ledelse. For det første undrer det mig, at en leder for én af Danmarks største virksomheder kan have så lidt respekt for de enkelte medarbejdere, når han – om nogen - BURDE vide, at vi alle er afhængige af at tiltrække og fastholde de gode medarbejdere. Uden medarbejdere ingen virksomhed ! For det andet kan jeg ikke forstå, at Henning Dyremose kan agere i en verden som har mere og mere fokus på "kompetenceguldet" og værdibaseret ledelse, når det TDC bedriver i forhold til medarbejderpolitik, i mange sammenhænge minder om en elefant i en glasbutik. For det tredje kan jeg, som leder, blive bekymret for, om det virkelig er denne vej virksomhederne i et såkaldt "vidensbaseret samfund", hvor medarbejderne jo spiller en overordentlig vigtig rolle, er på vej hen. Er dette tilfældet er jeg sikker på at vi kommer til at spille fallit, idet denne form for ledelse får mine tanker hen på "den gamle feudale tidsalder", hvor almindelige rettigheder og respekt for den enkelte var noget man kun kunne drømme om. Jeg håber inderligt ikke, at TDC på nogle måder bliver trendsættere indenfor fremtidens ledelsesstil i Danmark, da jeg i så fald mener, at vi vil blive bombet adskillige århundreder tilbage.