Groth indleder VM med overbevisende sejr
Jonathan Groth vandt 4-0 i sæt over russeren Vildan Gadiev, mens Anders Lind tabte sin kamp i første runde.

Jonathan Groth indledte med en sejr i fire sæt ved VM i Budapest. (Arkivfoto).
BUDAPEST:Danmarks bedste bordtennisspiller, Jonathan Groth, er klar til anden runde i hovedturneringen ved VM i Budapest.
Groth levede op til favoritværdigheden ved at slå russeren Vildan Gadiev med 4-0 i sæt.
De danske sejrscifre lød 11-8, 11-9, 11-4, 15-13.
Groth nappede de tre første sæt, inden fjerde sæt blev en mere nervepirrende omgang.
Russeren afværgede en stribe matchbolde, inden Groth til sidst sikrede sejren i fire sæt.
Derimod er Anders Lind ude af singlerækken efter et nederlag på 1-4 i sæt mod slovakken Yang Wang. Sidstnævnte vandt med cifrene 11-9, 9-11, 11-8, 11-4, 11-7.
Senere tirsdag aften skal Groth i aktion i anden runde, hvor han møder tjekken Pavel Sirucek.
Hovedturneringen i single er en knock out-turnering med 128 spillere, som man kender det fra tennissportens grand slam-turneringer. Det kræver syv sejre på stribe at blive verdensmester i den ungarske hovedstad.
Også i herredouble er Groth videre. Sammen med sin engelske makker Liam Pitchford slog han belgierne Robin Devos og Cedric Nuytinck med sætcifrene 9-11, 11-9, 11-8, 11-7, 11-7.
Derimod tabte Anders Lind og Tobias Rasmussen deres kamp med 0-4 i sæt til et japansk par.
Groth og Pitchford spiller ottendedelsfinale onsdag.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.