Grov tackling før sæsonstart

Nyoprykkede AHK tvinges til samarbejde for at fastholde positionen

AALBORG:Ikke mindst til overraskelse for sig selv kunne mændene i Aalborg HK i foråret fejre oprykning for andet år i træk, men de liflige champagnedråber fik en bitter eftersmag, da Dansk Håndbold Forbund fornylig besluttede at gøre 1. division landsdækkende fra næste sæson. - Det er unægtelig en ekstra udfordring, som vi gerne havde undværet, siger træner Michael Brix Blensner. - På forhånd sigtede vi mod at overleve som tredje- eller fjerdesidst. Nu skal vi op i den bedste halvdel - og lykkes det, har klubben næppe råd til de øgede udgifter. Budgettet er så skrabet, at alene de højere dommerregninger i denne sæson udgør et problem. AHK-træneren er bange for, at dansk håndbold skyder sig selv i foden med den nye struktur, og for hans egen klub ser han på længere sigt kun én løsning for at fastholde positionen - samarbejde. - Vi er nødt til at tage en dialog med AaB og Brønderslev. AaB kunne måske udlåne de næstbedste spillere til et fælleshold for AHK og Brønderslev, lyder visionen fra Michael Brix Blensner, der dog ikke har tænkt sig at smide håndklædet i ringen på forhånd, når oprykkerne søndag aften indleder den uldne overgangssæson på udebane mod Thisted. Sårbare vindertyper Han forventer, at rækken vil knække over på midten - med Viborg, Skovbakken og Mors i førersædet. - Vi kan blive alt mellem nummer 6 og 12. Fysikken er vores store force, og vi råder over nogle stærke vindertyper, anført af Troels Møller Jensen og Rasmus Gregersen, men netop de to er desværre meget sårbare for skader. - Spørgsmålet er i første række, om vi kan hæve tempoet og bundniveauet tilstrækkeligt. Den skrøbelige bredde illustreres af, at premieretruppen kun tæller fire bagspillere. Her står Peter Poulsen dog på spring til at supplere, når han har afsonet to spilledages karantæne for et rødt kort i oprykningskampen mod Skive. I den afsluttende træningskamp høstede AHK'erne kærkommen optimisme ved kun at tabe med ét mål til Ulrik Wilbeks navnestærke Viborg-hold, der med hensyn til budget og faciliteter rangerer milevidt over de aalborgensiske oprykkere. Næste lørdag tørner de to diametrale modsætninger sammen i Idrætshallen på Østre Allé, hvor nostalgikere erindrer, at de blå-gule tropper for 25 år siden kronede klubbens glansperiode med DM-bronze.