Grove fejl i dommers kendelser

Retspleje 9. marts 2007 05:00

KØBENHAVN: Direkte forkerte begrundelser indgår i domstolenes afgørelser om to af de mange fængslede efter urolighederne i København. Det oplyser advokat Stefan Reinel, der fik en kæmpe overraskelse, da han torsdag modtog byrettens kendelse på skrift. I sagerne om to kvinder hedder det, at begge flere gange tidligere er straffet for vold. Men det er usandt. - Det er objektivt forkert, og det blev heller ikke hævdet af anklageren i retsmødet, siger Stefan Reinel til Ritzau. Han tror, at byretten er kommet til at kopiere en afgørelse fra en tidligere sag over i de to kendelser vedrørende kvinderne. - Det er dybt kritisabelt, at det er sket. Det viser, at dommerne har været i en meget presset situation, siger advokaten. Byretten havde ikke sendt kendelserne på skrift til advokaten, da han kærede fængslingerne til landsretten. Her har dommerne stadfæstet afgørelserne og henvist til byrettens begrundelse - som altså er forkert. - Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg så kendelserne, siger advokaten. Begge kvinder blev anholdt ved en såkaldt knibtangsmanøvre på Nørrebrogade torsdag lidt før klokken 18. Begge nægtede at have deltaget i vold mod politiet. Tv-billeder viste, at den ene trykkede sig op ad muren til Assistens Kirkegård. Hun forklarede, at hun forsøgte at undgå at blive ramt. Men byretten mente, at der er en begrundet mistanke mod begge kvinder. Og at der er fare for, at de på fri fod igen vil begå lovovertrædelser. Derfor blev de varetægtsfængslet trods forsvarerens protester. Byretten henviser til den “nuværende anspændte situation efter rydningen af Ungdomshuset og forventede demonstrationer samt under hensyn til, at anholdte adskillige gange er dømt for vold.” - Det passer ikke. Hverken den ene eller den anden af mine klienter er adskillige gange dømt for vold. De er aldrig dømt. Den mand, der blev fremstillet inden mine to klienter, var derimod dømt flere gange. Åbenbart er dette kopieret over i mine sager. Det er dybt kritisabelt, også fordi det ryger videre til landsretten, siger Stefan Reinel. - Det er ikke ondsindet fra byrettens side, det vil jeg aldrig hævde, men det viser, at det simpelt hen er gået for stærkt, siger advokaten. - Det er ganske alvorligt for den enkelte, som berøres af fejlen, konstaterer han. Det var sent torsdag ikke muligt at få en kommentar fra Københavns Byrets præsident, Søren Axelsen. I landsretten kender præsident Bent Carlsen ikke til sagerne: - Det lyder ikke godt. Hvis advokaten skriver til os, vil vi omgående se på dem, lyder hans kommentar./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...