Pension

Grove løgne

Mogens Glistrup scorede en af de højeste karakterer ved den juridiske embedseksamen. Han fik derefter et statsligt stipendium til at studere skattelovgivning i USA.

Denne skatteborgerfinansierede uddannelse brugte han derefter til at sælge skatteløsninger til de medborgere, som ikke vil bidrage til at bidrage til opbygningen og videreudviklingen af det velfærdssamfund, som vi lever i i dag. Ifølge sine ”Midtvejserindringer” indledte Pia Kjærsgaard sit politiske virke med at nære en ”næsegrus beundring” for Glistrup. Hun forsvarede hans synspunkter optændt af ”en hellig ild” – også da han af Højesteret blev idømt tre års fængsel for grov skattesvig. Når Glistrup sikrede sig så mange stemmer, at han i december 1973 kunne rykke ind i Folketinget som leder af landets næststørste parti, skyldtes det som bekendt først og fremmest hans løfte om at fjerne indkomstskatten. I sine erindringer fortæller Pia K., at en af hendes første handlinger i forbindelse med dannelsen af Dansk Folkeparti var at gøre op med dette skatteløfte. Men det var jo dette løfte, som foranledigede hendes ”næsegruse beundring” for Glistrup. Og i næsten 10 år var hun den faktiske leder af det Fremskridtsparti, der havde løftet om indkomstskattens bortfald som sit hovedbudskab. Det erkender hun da også i sin erindringsbog, men så fremhæver hun, at hun kun ”officielt gik ind for indkomstskattens afvikling”! Altså ikke reelt. Pia K. har således løjet groft, når hun lovede vælgerne, at hun af al magt ville arbejde på at fjerne indkomstskatten. I sine erindringer fremhæver hun i øvrigt, hvordan hun ”altid” havde det ”meget dårligt med den helt uhæmmede superliberalistiske holdning, som var Glistrups, Kirsten Jacobsens og brødrene Behnkes varemærke… dette med den stærkes ret”. At føre ”en social ansvarlig politik (var) sort snak i Fremskridtspartiet” – og for Pia Kjærsgaard. Hun var f.eks. med til at udsende en Fremskridtsparti pjece, hvor man bl.a. kan læse, at ”socialpolitikken skal have et yderst begrænset sigte”. I øvrigt lagde hun navn til følgende socialpolitiske forslag: Boligsikringen og statsstøtten til det almennyttige byggeri skulle fjernes. Det samme skulle børnetilskuddene og den økonomiske støtte til daginstitutionerne. Forældrene skulle selv oprette og drive sådanne institutioner, ligesom de pårørende til ældre familiemedlemmer måtte oprette og drive plejehjem, hvis de ikke selv kunne klare at passe deres ældre. En lang række invalide skulle fratages deres pension, og førtidspensionen skulle afskaffes. Landet skulle inddeles i 600 socialdistrikter hver med seks sociale sikringsvagter, som uden ankemulighed skulle bestemme, hvem der kunne få hjælp og hvor meget. Retten til hjælp skulle dermed afløses af den gammeldags almisse. I kvarterer, hvor der boede mange fattige, skulle der dog opsættes havregrynsautomater. I sine "Midtvejs-erindringer" giver Pia K. endelig udtryk for dyb forargelse over Glistrups løfter om indkomstskattens fjernelse, fordi han samtidig med lovede en kraftig forøgelse af en række velfærdsydelser, f.eks. folkepensionen. ”Det var jo ganske enkelt forfærdeligt … Det ville betyde velfærdsstatens endeligt”. Men Pia K. støttede jo Glistrups tanke om indkomstskattens fjernelse. Det gør hun nok ikke mere, da det ikke er så populær som dengang det blev fremsendt.