Grum og gribende gyser

Fahrenheit er et mesterligt mareridt, der skæmmes af elendig styring

* TIL AVISENS COMPUTER-RUBRIK, DEN 23/9 '05 * ** FIRE STJERNER UD AF SEKS, KARAKTEREN SKRIVES SOM VED FILMANMELDELSER - MED ANGIVELSE AF TITEL ("Fahrenheit") OG GENRE ("Spil") ** "Fahrenheit" spil # # # # # # Det ene øjeblik sidder du og sipper kaffe på en stille café i New York. Det næste øjeblik står du på cafeens toilet - med blod på hænderne og en kniv i hånden. På gulvet foran dig ligger det blodige lig af en mand, du ikke kender. Og nu bliver det slemt... For pludselig deler skærmen sig i to, og du ser en politibetjent ude i cafeen. Febrilsk begynder du at slette sporene efter den uforklarlige forbrydelse, du netop har begået. Du slæber liget ind i en toiletbås og skyller blodet væk. Med påtaget ro træder du ud i cafeen (forbi betjenten der nu har kurs mod toilettet), og videre ud i den kolde nat, hvor det lykkes dig at praje en taxa. Kort efter ankommer to detektiver til gerningsstedet. Og nu bliver det virkelig underligt. Det er nemlig dig, der styrer detektiverne. Du kan afhøre vidner og eftersøge cafeen for de spor, du selv efterlod kort forinden. Med et enkelt museklik kan du skifte mellem de to detektiver. Grum historie Senere skifter synsvinklen igen til den ufrivillige morder. For ham - det vil sige dig - gælder det om at undslippe politiet længe nok til, at du selv kan opklare mysteriet. De skiftende synsvinkler leger veloplagt med spillerens sympati og fortællingens konventioner. Man bliver lynhurtigt fanget af den dystre stemning og de uforklarlige hændelser. En isvinter har lagt sig over storbyen, hvor tilfældige mennesker dræber hinanden - tilsyneladende under indflydelse af dæmoniske kræfter. Hver figur i spillet er udstyret med en måler over sit psykiske helbred. Her er stor risiko for nervesammenbrud - og i værste fald selvmord. Det er en grum historie, som afgjort er uegnet for børn. Som alle andre spil er Fahrenheit lineært i sin opbygning, anderledes kan det ikke være. Men illusionen af, at man selv former historien, er usædvanligt vellykket. Små valg har stor indflydelse på spillets videre forløb. Oplevelsen af handlefrihed giver en enorm indlevelse, som vækker minder om fortidens eventyrspil. Kikset kontrol Desværre skæmmes spillet af en elendig styring. Ofte skal man udføre musebevægelser, der minder om den handling, man vil udføre. Det virker søgt, og de skiftende musemanøvrer stjæler opmærksomhed fra handlingen. Det samme gør kameravinklerne, som ofte får dig til at løbe rundt i cirkler. Det er vildt frustrerende, når man er under tidspres, og det er man ofte. Helt galt går det, når spillet skifter til de indlagte "action-sekvenser". Her skal man enten trykke lynhurtigt på piletasterne som i et OL-spil fra firserne. Eller også skal man ramme flere taster med perfekt timing - som i et dansespil til børn. De banale sekvenser virker påklistrede. Og fordi man er så fokuseret på at ramme tasterne i tide, lægger man knap nok mærke til, hvad der foregår på skærmen. Det er ærgerligt, for de fleste sekvenser er smukke og skræmmende. Grafikken i Fahrenheit er rig på filmiske scener med dramatiske lyseffekter og sjældent nuancerede ansigtsudtryk. Spillerens realitetssans udfordres af skræmmende drømmesyn, så man aldrig føler sig på sikker grund. Den utrygge stemning får også næring fra den ildevarslende lydside. Musikken leveres af selveste Angelo Badalamenti, der også lagde toner til Twin Peaks. Det er ærgerligt, at udviklerne ikke havde modet til at lave et gammeldags eventyrspil, hvor man tænker sig ud af kniben - i stedet for at hamre mekanisk på tasterne. Omvendt siger det meget om spillets øvrige kvaliteter, at man trods alt holder ud - og frivilligt kæmper sig gennem de mekaniske afbrydelser. For at komme videre i det medrivende mareridt.