Bortførelser

Grum western i klassisk stil

film "The missing" Temaet er kendt og elsket i westernfilm fra både John Ford og John Huston og opad i tiden: Jagten ud i ødemarken for at redde et røvet barn eller en røvet kvinde tilbage fra de vilde. Men her får den et par dimensioner mere, end vi er vant til. De onde er ikke bare de vilde indianere. Det er en bande deserterede apache-spejdere fra den amerikanske hær, blandet med et par hvide skodtyper - og, ikke mindst, ledet af en grusom og hamrende uhyggelige indiansk heksedoktor, en "brujo", en ond shaman, der står i pagt med både naturen, ånderne og dæmonerne. De har overfaldet en nybygger og tortureret ham og hans hjælper til døde i skoven - og røvet en ung pige, der var med dem. Pigens mor, Kate Blanchett, er nu alene med sin yngste datter - men kvindens far (Tommy Lee Jones) er netop dukket op efter 20-30 års fravær. Han forlod hendes mor og hende dengang for at leve sammen med de vilde, og det har han gjort. Nu tager han på sig at spore bortførerne og bringe pigen tilbage, selv om han om nogen ved, hvor farlig en "brujo" kan være. Det er en flot, spændende og indimellem også ganske uhyggelig film, fuld af råhed, brutalitet og formentlig meget realistiske karakteristikker af den hvide indvandrers fuldkommen himmelråbende mishandling af de folkeslag, der kommer i vejen. Når den er bedst er den flot, bevægende og medrivende - og sine steder er den for patetisk og forudsigelig. Og deri lever "The missing" jo ganske godt op til de store forbilleder. Den er da også instrueret arf Ron Howard, der har som hædersmærke at skabe nye film i den gamle tradition. Lars Borberglars.borberg@nordjyske.dk "The missing". USA 2003. Instruktør Ron Howard. Ca. to timer. Till. o. 15 år. Danmarkspremiere.