Grumset billede efter svensk valg

Uafklaret situation efter at Miljøpartiet har brudt samarbejdet med Socialdemokraterne

Lokalpolitik 28. september 2002 08:00

STOCKHOLM: Forhandlingerne om hvem, der skal danne regering i Sverige efter valget 15. september har taget en uventet drejning. Efter valget tydede alt på, at Socialdemokraterne under ledelse af statsminister Göran Persson, kunne fortsbevare regeringsmagten med støtte fra Vänsterpartiet og Miljøpartiet De Grønne. Tilsammen råder de tre partier over 191 af Riksdagens 349 pladser. Men i onsdags afbrød Göran Persson forhandlingerne med Miljøpartiet. Ifølge den svenske statsminister så han sig nødsaget til at afbryde dialogen, efter at Miljøpartiet havde krævet en udsættelse af en beslutning om svensk euromedlemskab indtil 2006. Miljøpartiet havde desuden stået stejlt på kravet om at komme med i regeringen efter at have skuet til tysk politik, hvorudenrigsminister Joschka Fischer fra De Grønne blev det tyske valgs store sejrherre. Efter bruddet med Socialdemokraterne indledte Miljøpartiet forhandlinger med de tre borgerlige midterpartier - Centerpartiet, Folkpartiet og Kristdemokraterne. Tilsammen råder de fire partier dog kun over 120 mandater, og har derfor brug for støtte fra det store konservative parti, Moderaterna, som havde et katastrofalt valg og nu kun har 55 pladser i Riksdagen. Men Moderaternas politik er absolut ikke Miljøpartiets kop te. I går meddelte Centerpartiet så, at det forlader forhandlingerne med Folkpartiet, Kristdemokraterne og Miljøpartiet. Partiets leder, Maud Olofsson, sagde på et pressemøde, at partiets administrerende udvalg har besluttet ikke at deltage i yderligere drøftelser. Begrundelsen lød, at Centerpartiet ikke vil være med til at "administrere en socialdemokratisk politik", og at det ikke har vist sig muligt at få et program igennem, der kan medføre en anden ordning i Sverige. Partiets ledelse vurderede, at en midterregering ikke kan opfylde de krav, der bør stilles til en regering om at gennemføre et reelt reformprogram og sidde mandatperioden ud. Centerpartiets farvel til regeringsforhandlingerne vækker skuffelse og harme blandt de andre forhandlingspartnere. - En regering kan ikke på en gang komme med en anden politik, men vi kunne have fremvist en anden politik for små virksomheder og miljøet, sagde Kristdemokraternes leder, Alf Svensson. - Men hvis man kræver ti skridt og ikke lader sig nøje med to eller tre skridt, så må man gøre det. Men det havde man ikke kunne kalde socialdemokratisk politik, sagde han. Statsminister Göran Persson sagde via sin pressesekretær, at han ikke er overrasket over, at Centerpartiet har forladt forhandlingerne. - Jeg har aldrig forbundet Centerpartiet med den her form for politisk spil. Derimod er jeg overrasket over, at de tre borgerlige partier gik ind i forhandlinger med Miljøpartiet. Under valgkampen var de tydelige i deres kritik af Miljøpartiet, som blev kaldt "halvsocialistisk" og "udviklingsfjendsk", sagde Persson via sin pressesekretær. Kort efter Centerpartiets meddelelse om partiets udtræden af forhandlingerne styrkedes den svenske krone med omkring fem øre over for dollaren og euroen. Styrkelsen skyldes, at markedet ikke regner med en borgerlig regering, efter at Centerpartiet er hoppet fra. Sideløbende fortsætter forhandlingerne mellem Socialdemokratiet og Vänsterpartiet, og i torsdags blev der både diskuteret et politisk grundlag og budget. De to partier har 174 pladser i Riksdagen, og mangler altså blot en enkelt overløber i at have flertal. Miljøpartiet vil ikke genoptage kontakten med Socialdemokraterne, efter at Centerpartiet afbrydelse af forhandlingerne, men Miljøpartiet har oplyst, at det i weekenden vil træffe en endelig beslutning om, hvilken fløj i svnesk politik, det vil støtte. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...