Grumset dykkertur

Det er en stor oplevelse at prøve at dykke. Også selvom man ikke kan se noget.

Frederikshavn 12. september 2002 08:00

HJØRRING: - Du kan godt trække i tøjet nu. Rune Andersen giver mig en våddragt. Han er fra Hjørring og er en af de to dykkere, der skal have mig med ud på min første dykkertur i fire år. Den anden er Ivan Gerner fra Frederikshavn. De to er medlemmer af Løkken Sportsdykkerklub og har dykket i henholdsvis tre og to år. Med sig har de Lars Gerner, der skal styre båden. Våddragten ser betænkeligt lille ud, og jeg har min tvivl, om jeg overhovedet kan være i den. Efter at have kæmpet en brav kamp kommer jeg endelig i dragten, og der er bestemt ikke brug for yderligere korsetter, så stramt sidder den til. Noget, der til gengæld ikke sidder stramt til, er de medfølgende sko, der nok er de første fire numre for store. Svuppende går jeg over til båden og hopper op. Jeg føler mig helt kæk. Lars, Rune og Ivan gør båden fri, og snart er vi på vej ud på bølgen blå ud for Tornby Strand. Vel ude på vandet får jeg først blybælte på. Allerede der mærker jeg vægten tage til. Så kommer turen til tanken. Først spænder Ivan et bælte om min mave. Dernæst spænder han mine skulderstropper og stropperne foran på maven. Til sidst strammer han alting ti,l så det hele sidder godt fast. Da jeg får masken, får jeg samtidig beskeden: - Spyt i den, så dugger den ikke. Som sagt så gjort. Ivan gennemgår også instrumenterne for mig, selvom jeg ikke får brug for dem den dag. Så pumper han luft i min vest, til jeg næsten bliver helt klemt og forklarer mig, hvordan jeg skal lukke luften ud, når jeg skal dykke ned. Endelig, endelig bliver det tid til at komme i vandet. Jeg bevæger mig med mere besvær end en højgravid kvinde hen til rælingen og sidder med ryggen mod vandet, klar til at vælte bagover. - 1, 2, 3. Jeg holder på masken og mundstykket, da jeg lader mig falde i vandet. Først ved jeg ikke, hvilken vej jeg vender, men snart får luften i min vest mig på ret køl. Rune er i vandet med mig, og han forklarer mig de tegn, vi skal bruge, når vi dykker. Langsomt går vi ned ved ankertovet. Mundstykket sidder ikke helt rigtigt, så jeg når ikke ret langt ned, før jeg får vand i munden. Vi går tilbage til overfladen, og jeg ligger og sprutter lidt, mens jeg samler mig. Jeg vil jo ned igen. Endnu en gang går turen ned langs ankertovet. Efter et stykke tid begynder mine ører at gøre lidt ondt. For at udligne trykket holder jeg mig for næsen og får mine ører til at ploppe. Det hjælper. Hele vejen ned er Rune lige ved siden af mig. Han holder øje med, hvordan jeg reagerer og gør tegnet "OK?". Jeg svarer med samme tegn. Jeg er OK. Vi er nu på 12 meters dybde og bunden er nået. Jeg kan mærke den under fødderne. Se den kan jeg derimod ikke. Vandet er fyldt med med noget mærkeligt grums, der gør, at jeg kun kan se omkring 30 centimeter frem for mig. Rune lyser ud i vandet, og jeg kan se, at han prøver at vise mig noget. Jeg kigger, men kan absolut intet se. Efter kort tid giver vi op. Igen ved hjælp af ankertovet går vi op til overfladen. Undervejs styrer Rune mængden af luft i min vest. Jeg hægter mig med højre hånd på båden, og Lars giver mig en hjælpende hånd. I løbet af ingen tid har han gjort mig fri af udstyret, og jeg kan trække mig op i båden. - Så du ikke den søstjerne, jeg viste dig, siger Rune, der nu også er kommet ombord. - Nej, griner jeg. - Jeg kunne ikke se noget som helst. Vi sidder lidt og lader bølgerne vugge os, før vi sejler ind. Trods grumset i vandet er jeg en stor oplevelse rigere. Som jeg sidder der i båden under solens varmende stråler, kan jeg slet ikke lade være med at smile. Det var jo fedt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...