Grund til afdemokratisering

"Demokratiet lider efter kommunalreformen", hed det i lederen (8.2.).

Lokalpolitik 25. februar 2011 05:00

Den henviste til en undersøgelse, som dokumenterede en stor borgerutilfredshed i kommunerne efter reformen: "Det er blevet sværere at forstå og påvirke nærdemokratiske beslutninger", hedder det i konklusionen, der taler om "mere magt på færre hænder" og om "en topstyring, gennemført af en eksklusiv elite" i de nye kommuner. Afstanden mellem folket og folkets valgte er vokset voldsomt, selvom der stadigvæk hældes ord ud omkring nærhed og decentralisering, og det er blevet meget sværere for borgerne at identificere sig med det, der siges og besluttes på det store rådhus, der ligger mange kilometer væk. Kan vi nikke genkendende til dette undersøgelsesresultat? Er det blevet sværere at være "lokal" og at være græsrod? Har en opgivende attitude bredt sig, en afmagt i forhold til "den eksklusive elites" forbrødring af ekspertise og partimagt derinde i det store hus i centerbyen. Ja, nok! Det er blevet sværere, og primært bliver der råbt mere end i gamle dage, hvor samtalen og dialogen var mulig, fordi vi kendte dem, vi skulle i kontakt med. Det er blevet lettere at undlade at svare og spørge og blot køre høringsperioder og borgerinddragelse formelt og "efter bogen", så der ikke er noget at komme efter, for vi er sjældent så tæt på hverandre, at vi kan holde hverandre personligt fast på værdier, ansvar og kvalitet. Hvorfor skulle vi så have den reform, når det nu på demokratiske kerneområder har vist sig at blive ren nedtur? Er det en nødvendig pris for rationaliseringsgevinster og synergieffekter og større ekspertise? Måske! En borgmester formulerede det således: "Når en nytilflyttet familie med tre børn stiller sig op ved skranken på kommunekontoret med en advokat ved deres side og kræver ind af kommunale ydelser, så er vi ikke længere godt nok fagligt rustet til at tackle dem". Fair nok! Og derfor fik vi med reformen en betydeligt stærkere embedsmandsstand ind på kontorerne. Fagfolk med høj uddannelse og værktøjer til det meste. Men også en "eksklusiv elite", som ofte kan blæse både folkevalgte og borgere omkuld med deres sagkundskab. Embedsmændene kan "klæde politikerne godt på" til at få de rigtige/rationelle/effektive løsninger igennem, og et katalog af "uafviselige argumenter" kan sørge for, at der altid kan hentes en begrundelse for et "nødvendigt" projekt. Men så møder borgerne jo altså også en politiker, der er klædt på af andre. Skolestrukturdebatten er et godt eksempel ligesom debatten om daginstitutionerne. Via planstrategi og kommuneplan binder man den politiske diskussion fast på en geografisk struktur, og via udvalgte undersøgelser af pædagogik og økonomi binder man diskussionen fast på bestemte institutionstyper og størrelser. En reel politisk diskussion mellem borgere og politikere kan hurtigt få ende med henvisning til de manualer, som embedsværket har liggende på området. Løsningen, den uimodsigelige, ligger i manualen, og over tid får man lirket og lempet strukturerne på snart sagt alle områder på "rette" plads. I Hjørring har det bevirket en voldsom centralisering: massakre på landdistriktet og udbygning og vækst i centerbyen og skolebusser i fast rute. Og lokalsamfundenes argumenter er skudt ned med et arsenal af argumenter. Og helt generelt har man ikke behøvet at tage diskussionen med de enkelte lokalsamfund, fordi helhedens tarv har skullet varetages. Og når man vil varetage helhedens tarv, så kommer man ofte til at ofre den enkelte, ja, ret mange enkelte. Det kræver stærke politikere at vælge sig lidt fri af bundlinjer og rationelle argumenter og stå fast på et politisk standpunkt, eksempelvis: Vi vil vore landdistrikter! Nu har vi muligvis sparet penge og på papiret høstet effektivitet via større enheder, men vi har også - inden for kommunens egne grænser - fået skabt et stykke Udkantshjørring, som meget hurtigt kan blive til en rådden banan. Den sikkert helt nødvendige opkvalificering af ekspertisen i kommunerne giver således en del af forklaringen på "afdemokratiseringen". Borgerne har været bedre vant! Vi kan huske, da det var anderledes og rigtigere. Dengang kvalitetsbegrebet var betydeligt bredere. Nu får vi sikkert nogle på mange måder "rigtigere" løsninger, men de gror sjældent i vor egen have eller er udtryk for vort hjerteblod, vore ønsker. Nu står vi meget alene med ønskerne til vort landsbysamfund og får i stedet tildelt nogle løsninger eller slet ingen løsninger, fordi vi falder uden for kommuneplanens streger. Meget bliver ofret på helhedens alter, og græsrødderne visner, når der ingen er til at samtale.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...