Grund til kritik

POLITI:Det er ikke en enlig svale, når der rejses kritik af Nordjyllands Politis måde at håndtere henvendelser om mulige spritbilister. 20.4. kørte jeg sammen med min søn og svigerdatter fra Hjørring og observerede en ganske usikker bilist, der på få hundrede meter nåede at ramme fortovskanten tre gange med forhjulet, så støv og gnister føg. Vi fulgte bilisten, der slingrede fra rabatten og over midterlinien ud gennem Hjørring, og besluttede, at dette var for farligt. En henvendelse til politiet blev mødt med, om vi ville følge bilen, så det var muligt at finde den, hvis der var ressourcer til at sende en patruljevogn. Få minutter senere blev vi kontaktet med budskabet om, at vi skulle have tak for hjælpen, men der var ingen patruljevogne til rådighed. Vi var på det tidspunkt nået til bilistens adresse, og da vedkommende stod ud af bilen, blev vi bestyrket i vores formodning. Resten af turen hjem blev brugt på en diskussion om, hvad der kunne være sket af uheld, og om det signal, Politiet sender med en sådan håndtering af en sag, som kunne have kostet menneskeliv.