EMNER

Grund til USA's stigende upopularitet

HYKLERI:Efterhånden må det da kun være amerikanere selv, der ikke kan forstå, hvorfor de bliver mere og mere upopulære i resten af verden. Med USA's nej til en FN-resolution forleden om, at Israel skulle indstille byggeriet af en ny Berlin-mur på palæstinensisk jord, blev USA's udenrigspolitiske hykleri endnu engang afsløret. Siden 1967, hvor Israel indtog og besatte Gaza, Golan og Vestbredden, har USA forpurret et utal af FN- resolutioner, der krævede Israels tilbagetrækning fra disse besatte områder. Og med den nye Bush-regering kender hykleriet åbenbart ingen grænser: der er "slyngelstater", som skal bekæmpes og der er slyngelstater, man holder hånden over, når det passer i USA's kram. Ligeledes skulle terroren i verden bekæmpes med alle midler - men Israels statsterror mod palæstinenserne får lov at fortsætte ustraffet. Hykleriet omkring Irak-angrebet er efterhånden helt afsløret. I modsætning til Englands Blair og Danmarks Fogh Rasmussen har USA nærmest indrømmet dette. Det er naturligvis især den arabiske verden, der kan se dobbeltmoralen og hykleriet i USA's udenrigspolitik. Israel får lov til at beholde besat land i årevis, får lov til at lade eget folk bosætte sig på andres jord, får lov til at undertrykke de besatte på ydmygende og umenneskelig vis og får lov til at overtræde menneskerettigheder og FN-resolutioner ubegrænset. Men Irak bliver brutalt angrebet på baggrund af konstruerede "trusler" og påstande om masseudrydelsesvåben. Det er ufatteligt, at USA og halehænget i vesten ikke forsker lidt mere i årsagerne til terroren – og hadet til især USA.- Og det er ufatteligt, at USA tror, at de kan bekæmpe terror med våbenmagt og i det hele taget bekæmpe terror, så længe Palæstina-problemet ikke er løst på retfærdig vis, nemlig ved at give palæstinenserne den jord tilbage, de fik tildelt af FN i 1947.