Grundejere bestrider fredning

Grundejerforeningen Strandfogedgården i Lønstrup mener ikke at terrænregulering og udkørsel af beton er i strid med fredning og Natura 2000

Jakob Gammelgaard
Arkivfoto Jesper Thomasen
Natur 3. januar 2018 09:50 - Opdateret 3. januar 2018 12:24

LØNSTRUP: Grundejerforeningen Strandfogedgården, der repræsenterer en stor del af de sommerhusejere syd for Lønstrup, der i juledagene blev beskyldt for vandalisme mod naturen, svarer nu igen.

- Vores opfattelse er, at det pågældende område ikke er underlagt fredningsbestemmelser, og for så vidt angår Natura 2000, så mener vi ikke, at det i sig selv kan øve indflydelse på kystsikringsanliggendet, siger formand for grundejerforeningen, Erling Mikkelsen.

Det rystede flere politikere i Hjørring Byråd, da det kom frem, at der var lavet omfattende terrænregulering og kørt beton ud på området, samtidig med at der var skubbet forskelligt materiale ud over klinten.

Kommunen er lige nu ved at vurdere om grundejerne skal politianmeldes.

- Jeg oplever det som afmagt fra nogle af mine medlemmers side, fordi det ikke er lykkedes at komme i fornuftig dialog med kommunen om løsninger for de truede grundejere, siger Erling Mikkelsen.

Teknik og Miljøudvalget i Hjørring Kommune tager i næste uge stilling til, hvordan kommunen vil reagere på anlægsarbejdet på skrænten i Lønstrup.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...