Grundejere trætte af lastbilparkering

Ulovlig parkering i Højgaardens område er til stor irritation for beboerne

Trafikpolitik 1. februar 2003 07:00

FJERRITSLEV: Last- og varevogne må ikke parkeres inden for grundejerforeningen Højgaardens område, ud over hvad der er brug for ved aflæsning. Men det sker alligevel, og det er mange af beboerne godt trætte af. Det fremgik på generalforsamlingen i grundejerforeningen, hvor formanden Mogens Breum i sin beretning langede ud efter parkeringssynderne. - Bestyrelsen har i den seneste orientering til medlemmerne gjort opmærksom på problemerne med de tunge køretøjer, men det ser ikke ud til, at det hjælper. Derfor gør vi nu igen opmærksom på, at man skal følge deklarationen om, at biler over 2500 kg ikke må langtidsparkeres i området, understregede formanden. - Man skal tage hensyn til sine naboer og som nabo heller ikke selv gøre en myg til en elefant. Men der skal ikke herske tvivl om, at i det øjeblik, vores veje er sat i stand, vil bestyrelsen ikke acceptere, at der dagligt kører tunge biler i området uden egentligt ærinde. Mogens Breum oplyste, at han af Fjerritslev Kommunes tekniske forvaltning havde modtaget kopi af byens generelle parkeringsbestemmelser. Heraf fremgå, at køretøjer over 3500 kg ikke må parkeres i byzonen i mere end fire timer. - Overtrædes bestemmelsen, er det en sag mellem politiet og parkeringssynderen, og heldigvis ikke en sag for grundejerforeningen, påpegede han. - Vi vil ikke lege politibetjente i bestyrelsen og henvende os til de formastelige. Men vores deklaration er skærpet i forhold til de generelle regler, og når vi har henstillet til alle om at rette sig efter den, skal man gøre det. Fandendansemig, sagde Mogens Breum med eftertryk. Særlig plads i byen Fra Fjerritslev Kommunes tekniske forvaltning oplyser ingeniør Frede Møller-Jensen, at der rent faktisk er en parkeringsmulighed for lastbiler inden for bygrænsen. - Grusarealet ved Borups Allé bag Q8-stationen er beregnet til parkering af lastbiler. Der er omkring 2000 kvadratmeter til rådighed, og jeg vil tro der er plads til op mod ti lastbiler, alt efter hvordan man holder, vurderer Frede Møller-Jensen. - Pladsen må ikke bruges til permanent oplag af for eksempel containere, og der er heller ikke opsyn med pladsen. Den er beregnet til dem, der af en eller anden grund har en lastbil fra deres firma med sig hjem en gang i mellem. Frede Møller-Jensen gør opmærksom på, at man heller ikke på parkere lastbiler på de større vejes rastepladser. - At det også er et problem, kan man tale med om i amterne. Men faktisk er det sådan, at alle lastbiler skal parkeres hjemme hos vognmanden, når de ikke er på farten eller ved at læsse af og på.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...