Advokatvirksomhed

Grundejere tvinges til at fjerne fliser

Aalborg Kommune vil tvinge 15-20 grundejere i Frejlev til at fjerne ulovlig belægning. Flere af beboerne vil kæmpe imod. De har hyret en advokat.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Belægningen omkring Kenn Jensens hus har været der i 11 år. Men nu skal den væk, mener Aalborg Kommune. Foto: Torben Hansen

Det er slut med de fliser, som mange af grundejerne på Vivaldisvej i Frejlev har lagt i rabatten mellem deres hus og den private fællesvej. I løbet af det seneste års tid har mellem 15 og 20 grundejere fået påbud om at fjerne fliser, grus og anden form for belægning, og det undrer dem, for størstedelen af fliserne har været der i mange år. - Vi fik lagt vores, da vi flyttede ind for 11 år siden og etablerede et nyt haveanlæg med belægningssten, fortæller Kenn Jensen. Ikke i orden Han synes selv, han fik lavet en pæn forhave, hvor stenene fortsætter helt ud til fortovskanten. Og samtidig gør det også fortovet - eller rabatten - nemmere at rydde for sne og dermed også nemmere at færdes på. Men sådan ser man ikke nødvendigvis på det i Aalborg Kommune. Her fremhæver civilingeniør Henrik Nyrup fra teknik- og miljøforvaltningen, at der er tale om det, man kalder "råden over offentligt vejareal", og sådan noget må kun ske med vejmyndighedens godkendelse. - Man må ikke bare inddrage en offentlig eller privat fællesvej i sin have. Men det sker desværre tit i nyudstykkede områder, så det er et område, vi er begyndt at have mere fokus på, forklarer han. Grotesk beslutning Ifølge Henrik Nyrup skal der være græs i rabatterne på Vivaldisvej - blandt andet af hensyn til fodgængere men også fordi, det skal være nemt at komme til "bløde ledninger" som telefonkabler og lignende. - Men lige netop i vores tilfælde ligger de på den modsatte side af vejen, så det er da en helt grotesk begrundelse, mener Kenn Jensen. Han anslår, at det vil koste ham omkring 60.000 kroner at grave fliserne op, og derfor har han heller ikke tænkt sig at give op. Hyret en advokat - Vi er nogle stykker, som er gået sammen om at hyre en advokat, og vi har også søgt fri proces via vores forsikringsselskab, og så må vi jo se, hvad det ender med, siger han. Kenn Jensen har tidligere søgt tilladelse til at udvide belægningen, da han fik lavet en tilbygning og en ny indkørsel til sit hus. Men det fik han afslag på, og en klage til Vejdirektoratet gav heller ikke det ønskede resultat. - Så nu har vi frist til den 30. september til at fjerne det hele. Men det er jo både dyrt og besværligt, fremhæver han. Rigtig mange penge Andre grundejere på Vivaldisvej har fået tilsvarende påbud, og for enkelte af dem drejer det sig om rigtig mange penge. - Starter man et sted, er man nødt til at tage alle med, mener Henrik Nyrup. - Loven skal jo være lige for alle - uanset om man bor på den ene eller den anden side af vejen, understreger han. Kommunen har også været på besøg på Brahmsvej og i en række villakvarterer i Hals og Nibe, og fjerner grundejerne ikke de ulovlige fliser, risikerer de på sigt, at kommunen gør det på deres regning. - Normalt prøver vi nu at tage en snak med dem og forklare dem lidt om reglerne først. Og vi tager også hensyn til sne, frostvejr og andet, som kan forsinke arbejdet, forklarer Henrik Nyrup.