Grundejerforening efterlyser hårdhed

Hasseris Grundejerforening mener, at kommunen burde have reageret tidligere i byggesag i Hasseris

Byggeri 15. januar 2007 05:00

AALBORG: Selvom der nu føres retsag mod ejeren af det ulovlige byggeri på M. A. Schultzvej i Hasseris, efterlyser områdets grundejerforening generelt, at der gribes tidligere ind mod den form for overtrædelser. - Selvom denne sag er mere kompliceret end de fleste, er det desværre ikke første gang, vi ser den slags, siger næstformand i Hasseris Grundejerforening, Jens Skovgaard. Han understreger, at foreningen principielt forsøger at holde sig neutral, når det drejer om tvister mellem naboer i det populære boligområde. Men derfor skal ret alligevel være ret. - Husejeren har selv rejst tvivl om mange af de påbud og henstillinger, kommunen er kommet med. Men selvom sagen ikke er helt let at gennemskue, synes jeg godt, man kunne tage fløjlshandskerne af noget tidligere, når det drejer sig om så åbenlyse overtrædelser af det gældende byggereglement, forklarer han. - Det er jo en meget ulykkelig sag for naboerne. Og selvom der måske kan rejses tvivl om nogle af kommunens oprindelige afgørelser og tilladelser, bør man fortsat kunne have tillid til, at den varetager overholdelsen af det gældende regelsæt, understreger han. Hasseris Grundejerforening bakker op om den bevarende lokalplan for området, hvor det omstridte garage-byggeri også befinder sig. - Og det hænger jo sammen, pointerer Jens Skovgaard. - Og derfor havde vi også gerne set, at man tog noget kraftigere fat. For det vil altid være en torn i øjet, hvis nogle får lov til noget, mens andre skal overholde samtlige regler, fortsætter han. - Så skal den bevarende lokalplan sikres, bør der også være konsekvens, understreger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...