Lokalpolitik

Grundejerforening i Skagen skruer bissen på

Bestyrelsen Anchers Have tvivler på, at § 142 kan anvendes

Selvom Bent Vestergaard har arbejdet med planerne om Opholdsstedet Skagen på Markvej 38 i mere end halvandet år og børne- og ungdomsudvalget godkendte stedet for to måneder siden, har ingen bekymret sig om at orientere borgerne i Skagen. Et par borgere blev ved et tilfælde opmærksom på, at de nu er nabo til et opholdssted for børn og unge. De protesterede, men både stifteren og kommunen henviste til, at der bliver tale om familielignende forhold og ikke en institution. To medarbejdere på opholdsstedet har dog fået de institutions-lignende titler forstander og viceforstander. Debatten fører nu til flere henvendelser til politikere og andre i det kommunale system. Anchers Have i offensiven En af de mere markante synpunkter kommer fra Grundejerforeningen Anchers Have på Markvej 27 - på den modsatte side af Markvej. Bestyrelsesformand Niels Østergaard Nielsen påpeger, at serviceloven paragraf 142 ikke kan bruges i dette tilfælde. Den paragraf omhandler alene plejefamilier. Han henviser desuden til opholdsstedets egen hjemmeside, hvor det oplyses, at personalet tager afsæt i individuelle og nøje designede behandlingsforløb. Nabohøring påkrævet Derfor ser naboerne i Anchers Have Markvej 38 som en behandlingsinstitution og ikke som et familielignende tilbud. De mener, at en lokalplan og dermed nabohøring er påkrævet. I et brev til byrådet skruer grundejerforeningen bissen på. - Grundejerforeningen vil anvende enhver juridisk kraft, som kan forhindre etableringen af en behandlingsinstitution for hårdt belastede unge i et roligt villakvarter, skriver foreningens formand, Niels Østergaard Nielsen. Grundejerforeningen forventer, at Opholdsstedet Skagen ikke tages i brug så længe sagen verserer. - Nu afventer vi en tilbagemelding på vores henvendelse. Hvis vi får dokumentation for, at vi har taget helt fejl på en række punkter, så er det fint. - Hvis ikke, er vi i grundejerforening parate til i samråd med vores advokat at gå hele vejen for at stoppe et sådant opholdssted, uddyber Niels Østergaard Nielsen. Han bor selv i Grenå og er i sit hus i Skagen 15-20 weekender om året. Andre dele af familien bor i Hirtshals og Hjørring og benytter huset i Anchers Have oftere. - Vi har efterhånden fået et godt naboskab til og en god dialog med blandt andre Bent Vestergaard. Netop derfor forstår jeg ikke, at det hele skulle ties ihjel, bemærker Niels Østergaard Nielsen.