Hvalpsund

Grundejerforeningen vil gerne have en aftale med amtet

HVALPSUND:- Der er ingen tvivl om, at naturstien over mod Hessel er amtets ejendom. - Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi gennem flere år har diskuteret indbyrdes i grund-ejerforeningen, om det kunne lade sig gøre at tynde ud i noget af egekrattet, siger formanden for Grundejerforeningen Hessel, Henning Overgaard. - Men der er blevet fældet træer, og der er flere træer, som er begået hærværk imod, og det er fuldstændig uacceptabelt, siger Henning Overgaard. Han fortæller, at man oprindelig fandt 12 kobberspigre - eller kæmpesøm - i en række egetræer. De blev anbragt helt bevidst for at træerne skulle gå langsomt ud. - Men indtil videre har vi fundet over 20 kobbersøm, som vi har fået boret ud af træerne, siger Henning Overgaard.