Lokalpolitik

Grundjer med vægelsind

Først ville ejeren af Skagensvej 98 i Hjørring bygge dagligvarebutik, benzintank og bilvask, så hellere boliger, og nu går ønsket igen på butik og benzintank.

Hjørring Kommune vedtog i oktober 2005 en lokalplan, der gjorde det muligt for ejeren af Skagensvej 98 at bygge dagligvareforretning, tankanlæg og bilvask. Planerne blev dog aldrig realiseret, og to år senere bad ejeren om at få lavet en ny lokalplan, der gjorde det muligt at bygge boliger på adressen. Nej til ny lokalplan Igen opfyldte Hjørring Kommune ønsket og en ny lokalplan blev vedtaget i juni 2008. Men nu er boligprojektet opgivet og ejeren af Skagensvej 98 beder igen kommunen om at lave en ny lokalplan. - Nej, lyder svaret fra plan- og miljøudvalget. Udvalget vil ikke til at lave en ny lokalplan igen så hurtigt, og mener i øvrigt ikke, at dén del af Hjørring er underforsynet med dagligvarer, sådan som ansøgeren skriver. Teknisk forvaltning vurderer, at det vil være nødvendigt at lave en detailhandelsundersøgelse for hele Hjørring by, hvis der skal laves en ny lokalplan, der gør det muligt at bygge en dagligvareforretning på Skagensvej 98, og der er ikke planer om at gennemføre en detailhandelsundersøgelse igen før til næste år. Den sidste undersøgelse blev lavet i 2005, og viste ikke at kvarteret omkring Skagensvej 98 mangler dagligvarebutikker. Gammel kommuneplan Ansøgeren, som ikke er ejeren, men derimod en mulig køber til Skagensvej 98, slår på, at ejendommen i den gældende kommuneplan for den gamle Hjørring Kommune er udlagt til bydelscenter, og det kan man læse sig til på kommunens hjemmeside, hvorimod kommuneplantillægget, der udlægger Skagensvej 98 til boligformål, ikke kan læses på kommunens hjemmeside. - Men både kommuneplantillægget og lokalplanen, kan ses på det nationale Plansystem.dk, påpeger Per Harfeld (V), formand for plan- og miljøudvalget. Alle kommunens lokalplaner og kommuneplantillæg ligger på Plansystem.dk, som kommunens hjemmeside også linker til. Plan- og miljøudvalget mener således ikke, at den mulige køber til ejendommen kan føle sig ”snydt” af den gamle kommuneplan. - Og i øvrigt ved ejeren af ejendommen jo udmærket, hvad det er de sælger, pointerer Per Harfeld.