Grundloven styrkes af ny EU-forfatning

EMNER 5. juni 2003 08:00

5. JUNI: 5. juni er Grundlovsdag, det ved vist de fleste. Vi fejrer, at vores forfatning - Grundloven - værner om vores liv og levned. Forfatningen er det mest dyrebare for en nation. Det er her, hundreder af års kampe om magt, kultur og religion er udtrykt i paragrafsprog. Kampen som adel, kongemagt og borgerskab i byerne har kæmpet igennem århundreder i Danmark. Sammenstød mellem befolkningsgrupper og individer har bragt magtens grundtræk frem, og blotlagt retfærdighed og uret. Skygger af magtfordelingen har rakt langt ind i enkelte menneskers liv og ladet stemmer forblive uhørt. Derfor er de grundlæggende regler for, hvordan et land skal træffe beslutninger, en vigtig del af nationalkarakteren. Vi fik vores første grundlov i 1849. Inspireret af udenlandske forfatninger skrev præsten og politikeren D.G. Monrad et forfatningsforslag, der byggede på en deling af magten mellem samfundsinstitutionerne og definerede danskernes grundlæggende frihedsrettigheder. Grundlovsændringen i 1866 medførte en indskrænkning af adgangen til deltagelse i demokratiet for en stor gruppe mennesker. Den medførte også 50 års kamp i Rigsdagen for øget demokrati, og reel deling af magten mellem de to lovgivende forsamlinger – Folketinget og Landstinget – regeringen (Kongen) og domstolene. Den almindelige valgret var begrænset, og med et godsejerdomineret landsting blev reformindslag, som var vedtaget af et flertal i Folketinget, fjernet af Landstinget. Og kongemagtens ret til at udpege regeringer styrkede ikke den demokratiske udvikling. Folket rejste sig. Højskolen og andelsbevægelsen blev uddannelsessted for tusindvis af borgere, som kunne udfylde pladser i folkevalgte råd, imens Højre-regeringen med Estrup i spidsen regerede ved hjælp af provisoriske finanslove. Love, som blev gennemtrumfet uden Folketingets samtykke, men på Kongens nåde. Forfatningsdiskussionen var højlydt og indædt. Hvordan kunne en demokratisk grundlov så klart misfortolkes af Kongen, og hvordan kunne en regering blive siddende når et flertal i Folketinget var imod den? Det siges, at denne periode var det tætteste, Danmark som demokratisk nation, har været på en borgerkrig. Systemskiftet i 1901 blev et vendepunkt for dansk demokrati. Højre havde efter valgdagen det år kun otte mand tilbage i det 149 mand stor Folketing. Det misforhold kunne Kongen ikke se bort fra. Derfor udnævnte han en Venstre-regering med et flertal i Folketinget bag sig, og siden da har princippet om, at en regering ikke kan have et flertal imod sig i Folketingssalen, været en kendsgerning. Forfatningskampen var slut. En ny forfatningskamp er i gang her et århundrede senere, denne gang på europæisk plan – men igen med afgørende indflydelse på danskernes hverdag. I Konventet om Europas fremtid er man ved at lægge sidste hånd på EU's forfatningstraktat. Der er ingen grund til at være bange for udtrykkene "europæisk forfatningstraktat" eller ligefrem en "europæisk forfatning". Man skal tværtimod være glad for, at en europæisk forfatning endelig er undervejs, for den betyder – ligesom Grundloven gjorde det ved dens indførelse - at der nu sættes grænser for den europæiske magtudøvelse, samtidig med at den enkelte borger tildeles nogle rettigheder. En europæisk forfatning vil betyde, at ligesom alle politiske beslutninger i Danmark er reguleret af Grundloven, så vil alle politiske beslutninger i EU-samarbejdet blive reguleret af den europæiske forfatning. Vi har netop brug for en europæisk forfatning, fordi vi ikke ønsker en europæisk enhedsstat. Vi skal have en klar opdeling af opgaverne mellem de enkelte lande og EU. Det er, hvad en forfatning kan give os. En europæisk forfatning vil nemlig både styrke EU-fællesskabet ved at klargøre Unionens kompetencer, OG samtidig styrke nationalstaterne, fordi deres kompetenceområder sikres mod gradvist at blive overtaget af EU. En forfatning fastlægger hvem, der træffer beslutninger, og hvordan de træffes. Jeg mener, at man med en forfatning vil kunne gøre det meget mere klart, hvad EU er og bør være. Det handler i virkeligheden om ansvars- og kompetencefordeling, og dermed gennemskuelighed. Den enkelte borger vil få langt større indblik i, hvem der egentlig træffer beslutningerne i EU, og hvem der kan drages politisk til ansvar for de trufne beslutninger. En forfatning er også vejen frem, fordi en centralmagt, et bureaukrati, som EU vitterligt er, har en tendens til gradvist at tiltage sig større indflydelse, hvis dets kompetenceområder ikke er fast defineret. Centralmagten sejrer, når grænserne flyder. En europæisk forfatning er ikke en erstatning for, eller en konkurrent til vores Grundlov, men et nødvendigt supplement, som vil indføre retsstatsprincippet på europæisk plan. Den bør derfor også indeholde Chartret for Menneskerettigheder, der giver borgerne basale rettigheder i forhold til EU. En europæisk forfatning er et signal om, at vi i Europa har noget fundamentalt tilfælles. En europæisk forfatning vil gøre det helt klart hvilke værdier, der udgør Europas fælles demokratiske fundament. Det er ikke enten-eller – tværtimod. Både Grundloven og den europæiske forfatning – eller forfatningstraktat - er nødvendige, hvis vi skal fremtidssikre os selv og vores danske samfund. Min drøm er derfor, at vi om få år vil fejre den kommende EU-forfatningstraktat på samme vis, som vi i dag fejrer den danske Grundlov.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...