Grundlovsmøde i præstegårdshaven

EMNER 7. juni 2003 08:00

JERSLEV: Kirkeligt Samfund i Jerslev og Hjørring arrangerede torsdag en stor grundlovsfest i Jerslev kirke og præstegårdshaven. Initiativet fik stor opbakning. Således var cirka 130 gæster samlet til spisning i den gamle, hyggelige have. Nord og syd for byen bød skyerne på regn, men i Jerslev holdt det tørvejr, så grillmaden kunne indtages i det fri akkompagneret af fuglesang. Ikke alene fuglene løftede stemmerne denne dejlige juniaften. Også kirkens kor glædede deltagerne med smuk sang. Intentionen med havemødet var, at sætte grundloven i centrum. At se ud over den dagsaktuelle politik og undgå partipolitisk mudderkastning. Redaktør Finn Slumstrup, Danmarks Radio, var således engageret til at prædike i kirken og siden holde grundlovstalen i haven. I præstegårdshaven truede Finn Slumstrup i første omgang med en forelæsning på seks kvarter - men tilføjede, at han i stedet havde valgt at droppe den plan, så det vellykkede arrangement ikke fik ubehagelige følger i form af forkølelser og det, der er værre. Finn Slumstrup ønskede alle tillykke med Grundloven. Han gav et historisk tilbageblik og trak tråde til nutiden. Og gav tilhørerne stof til eftertanke - ikke alene om Grundloven, der ifølge Slumstrup er kort og uklar. Men også om at være en perverst homogen nation, om kapitalen - om rig og fattig. Om globalisering - og om at leve i et flerkulturelt samfund, hvad enten man kan lide det eller ej. Finn Slumstrup oprullede en række faldgruber i rigets lov, men han valgte dog at konkludere, at der er grund til at holde fast ved Grundloven, der rummer en række danske kerneværdier: - Det ser såre fornuftigt ud - intet brænder virkelig på. Og opføre man sig fornuftigt kommer der ikke pres på vores forfatning de næste mange år - og hvis Danmark vinder over Norge, skulle det nok kunne blive en ret god sommer. Klokken 20.30 sluttede havefesten med endnu en sang. På det tidspunkt havde kulden også sneget sig med som gæst. Og bussen ventede på at køre gæsterne fra Hjørring retur.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...