Kristendom

Grundlovsrevisionskal nok komme

BUNKEN: - For mig at se er der ikke endnu brug for en grundlovsrevision, selvom jeg sådan set principielt ønsker stat og kirke adskilt. Den tid skal nok også komme. Men indtil da kunne vi jo bruge vore kostbare kræfter på at foretage en grundlæggende reform af vores demokratiske beslutningsproces. Det sagde sognepræst Henrik Bang-Møller, Skagen, blandt andet i sin grundlovstale på Sundhedshøjskolen Diget i Bunken i går. Han vurderer, at vi befinder os i en tid, hvor navnlig interesser mere end nogensinde før forhindrer os i, at se virkeligheden i øjnene, sådan som den er. Og så fortsatte han: Langt hovedparten af befolkningen i den moderne velfærdsstat har velplacerede "aktier" i, at den måde, hvorpå vores samfund er beskaffent, vedbliver med at være, som det er. En sejlivet konservatisme præger således den overvejende majoritet af befolkningen. Faktisk talt siden vi i Danmark fejrede grundlovens 150 års fødselsdag i 1999, har der i offentligheden været drøftet en mulig revision af grundloven. Det er tankevækkende, at det ikke mindst har været spørgsmålet om folkekirkens særstatus, sådan som det kommer til udtryk i grundlovens første paragraffer, der har været en løftestang for debatten overhovedet. Tilstedeværelsen af en stadig større minoritet af islamiske medborgere, Danmarks stadigt øgede integration i Europa, globaliseringen af såvel økonomi, politik og kultur har sat fokus på de bestemmelser i grundloven, der efter mange menneskeretseksperters opfattelse virker diskriminerende på andre etniske minoriteters politiske og ikke mindst religiøse rettigheder. Det er i det hele taget uhyre interessant at iagttage, hvorledes kirken og religionen sætter dagsordenen for de allervigtigste diskussioner, vi fører i dag. Nu er menneskerettighederne imidlertid ikke dumpet ned fra himlen og derved skulle have opnået status af hellige og urørlige. Overhovedet ikke. Der er intet som helst forkert i, at den overvejende majoritet af befolkningen i et demokrati beslutter sig for at give én religion en fortrinsstilling frem for andre. Man kan så altid diskutere, om denne fortrinsstilling skal nedfældes i grundloven – eller "blot" skal udmøntes i praksis eller skrives ind i rammelove for statens magtudøvelse på dens forskellige virkefelter. Det må sagkundskaben strides om. Men det er indlysende, at staten som det synligt praktiserede udtryk for befolkningens (om nødvendigt endog religiøse) værdigrundlag, udmærket positivt kan vælge at give kristendommen en fortrinsstilling – ikke alene fordi kristendommen historisk set er vores samfunds bærende kulturgrundlag, men navnlig fordi man fortsat ønsker, at den skal være det. Det gør jo ikke statens til en propaganderende religiøs øvrighed, der dermed skulle indskrænke andre trossamfunds rettigheder eller frihed til at tro og mene, som de vil. Det anfægter ikke vores grundlovssikrede religions- og ytringsfrihed, men skelner skarpsindigt mellem religionsfrihed og religionslighed. Det første fører nemlig ikke automatisk til det andet, hvad en del mennesker fejlagtigt mener.