Grundsten nedlægges

Den første af 100.000 sten sættes lørdag i Thises multihalbyggeri

THISE:Lørdag er der rejsegilde og grundstensnedlæggelse på Multihal-byggeriet i Thise. Borgmester Jens Arne Hedegaard, formand for multihallens bestyrelse Kaj Kristensen samt formand for børne- og kulturudvalget Ole Jespersgaard er udset til at svinge mureskeen til grundstens nedlæggelsen. Og ildsjælene bag projektet håber, at rigtig mange Thise-borgere vil møde op og være med til at markere dagen. Byggeriets koordinator Johannes Trudslev fortæller, at buerne er rejst og støbearbejdet på hallen er overstået. - Vi mangler støbning af mellembygningen, men den skal ikke støbes, før vi er færdige med murerarbejdet, idet vi skal have plads til stilladser omkring hallen. Gulvfladen er støbt, men der skal trægulv oven på. Tømrerne begynder om kort tid at lægge tag på bygningen, og murerne begynder at mure væggene omkring hallen. En opgave der rundt regnet kræver 100.000 mursten - vel at mærke gule mursten som fordret i lokalplanen. - Vi håber, at hallen kan stå klar efter sommeren, tilføjer Johannes Trudslev. Frivillige kræfter Multihallen i Thise rejses udelukkende ved hjælp af med frivillig arbejdskraft. En række fagkyndige personer har tilbudt sig som tov-holder på hvert deres felt, men også ufaglærte hænder er der brug for. Den kolde vinter betyder, at byggeriet på nuværende tidspunkt er seks-syv uger forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan. - Vi fik støbt soklerne inden nytår. Og så satte frosten ind. Så derfor fik vi først buerne rejst i marts, fortæller Johannes Trudslev. Han håber meget på, at hallen kan tages i brug i den kommende efterårssæson. Hvis ikke må spillerne fortsætte med at køre til Vendelbohallen i Serritslev. Men folkene bag projektet satser kraftigt på, at selve hallen kan tages i brug. Det første års driftstilskud fra kommunen er nemlig baseret på, at aktiviteterne kommer i gang til vintersæsonen. - Vi håber på, at vi kan gøre selve hallen klar til efterårssæsonen, og så koncentrere os om de øvrige multifunktioner efterfølgende, siger Kaj Kristensen, formand for multihallen. Brugerne af hallen kan, mens de øvrige faciliteter klargøres, benytte sig af omklædningsrummet i klubhuset. Thises lokalsamfund har arbejdet vedholdende og længe for at få multihalprojektet realiseret. Og ud over frivillig arbejdskraft har borgerne i området også vist deres vilje ved at give kontante gaver og lån til byggeriet.