Håndbold

Grundström stred forgæves

rikke skov har passeret Madeleine Grundström i ADH-buret. Foto: Scanpix

rikke skov har passeret Madeleine Grundström i ADH-buret. Foto: Scanpix

AALBORG:- Hun gør det helt fantastisk og er vores klart bedste i dag med et konstant højt niveau. I nederlagets stund havde Aalborg DH-træner Björn Blomquist overskud til at rose Madeleine Grundströms målmandspræstation mod Viborgs guldvindere. Selv havde den svenske landsholdskeeper dog ikke voldsomt lyst til at tale om sin egen præstation med hele 22 redninger. - Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men jeg havde hellere set, at vi havde vundet kampen. Det er bare ikke godt nok at være bagud med otte mål allerede ved halvleg. Vi laver for mange tekniske fejl, og sådan har det være hele sæsonen, sagde hun. Det ændrer dog ikke på, at Madeleine Grundström fandt finalepladsen fortjent. - I slutspillet var vi klart bedre end FCK og Midtjylland, så det kan der ikke pilles ved. Inden kampen var det hendes konkurrent Ana Vojcic, der blev kåret til årets spiller i ADH-truppen, og selv om Madeleine Grundström i perioder har varmet bænken en del, så lufter hun ikke den mindste grad af utilfredshed. Konkurrencen skærper - Jeg har det godt med, at man er nødt til at kunne præstere godt til træning, for at få lov at stå i kampene. Det går både Ana og mig skarpe, at vi ikke kan slappe af. - Desuden kan vi afløse hinanden, når den ene har en dårlig dag. Jeg synes ikke, at det er ret mange kampe i sæsonen, hvor ingen af os har fungeret, siger Grundström. Hun glæder sig allerede nu meget til næste sæson. - Det bliver stort at skulle ud og spille Champions League. Det er noget jeg som svensker, bare har kunne drømme om tidligere. - Jeg må også være ærlig og sige, at jeg ikke havde troet, at vi skulle komme i Champions League allerede nu. Jeg havde nok regnet med, at vi skulle have brugt et år mere på at nå det mål. Det bliver stort at skulle prøve kræfter med det, sluttede kampens bedste ADH-spiller.