Grundtvig var modstander af juletræet
Juletræet har en kort historie i Danmark, i hvert fald hvis man sammenligner med andre af julens elementer
Danmarks første juletræ blev - så vidt vides - tændt på det sydsjællandske gods Holsteinborg i 1808. Dette træ er imidlertid ikke nøjere beskrevet - til gengæld er der flere oplysninger om det første træ i København.
Juleaften i 1811 tændtes det første københavnske juletræ i Ny Kongensgade nr. 221 hos den unge doktor Martin Lehmann, hans kone Frederikke og deres lille søn Orla på halvandet år. Drengen voksede senere op og blev en kendt politiker.
Københavnerne var forberedte på, at noget usædvanligt var i gære, for et par dage forinden blev et stort grantræ båret ind i huset. Juleaftenen ved 17-tiden kunne nysgerrige københavnere konstatere, at Lehmanns, der var fra Holsten, havde stillet træet op inde i stuen og sat tændte lys på grenene. Martin Lehmann var præstesøn fra Holsten, og har formodentlig kendt juletræsskikken fra sin egen barndom.
Allerede i 1400-1500 årene holdt tyske håndværkerlaug en slags juletræsfest, hvor et stort pyntet grantræ blev sat ind i laugssalen i forbindelse med julen. Træet stod til Hellig Tre Konger, hvor medlemmernes børn så fik lov til at
tage de smågaver, der hang på træets grene. Private har sandsynligvis også haft juletræ, for der findes love som forbyder, at man blot går ud i skoven og hugger et træ om til jul. Nogle steder fandtes endda trævagter som påså, at kun de, der havde lov, huggede juletræer om. I 1600-tallets Strasbourg var private træer pyntet med glimmersager, papirroser, sukkersager og dukker. I løbet af 1800-tallets første årtier begyndte træet at blive almindeligt, ikke mindst hos præster og lærere, der ikke ville stå tilbage for de københavnske borgerhjem. De første provinsjuletræer vakte betydeligt røre. Da lærer Jurgensen i Kolding tændte sit træ i 1822, kom folk styrtende fordi de troede, at der var ildebrand.
Det var ikke alle, der brød sig om den nye idé. Grundtvig, der jo er ophav til mange af vore julesalmer, benyttede det som illustration på forhold, der burde "med rod oprykkes". Sådan skrev han i tidsskriftet "Dannevirke" i 1817. Træerne vandt dog ind i mange af hans kollegaers hjem. Ingemann var for eksempel meget betaget af træet, som han første gang så ved en julefest hos sin forlovede i 1815.
Det varede en del år, før juletræsskikken slog bredt igennem. Først omkring første verdenskrig bliver juletræet efterhånden rigtigt udbredt uden for borgerskabet. Og selv efter dette tidspunkt var det naturligvis langtfra alle, der havde råd til at anskaffe sig et træ med lys, pynt etc. Men at skikken var accepteret, er der næppe tvivl om. Det viser bl.a. de mange beretninger om, hvorledes familier i arbejderhjem anvendte substitutter og hjemmelavede træer. Kreativiteten var stor; grene og camouflerede kosteskafter blev pyntet med købte lys, som var skåret igennem for at spare. Også fagbevægelsen tog juletræet til sig og arrangerede sammenkomst for medlemmernes børn.
Kilde: www.historie-online.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.