Gruppe skal undersøge revy 2003

Hurtig arbejdsgruppe skal se på grundlaget for revy til næste år

Lokalpolitik 18. september 2002 08:00

HJØRRING: Allerede i går eftermiddags blev der nedsat en effektiv arbejdsgruppe, der skal finde frem til et grundlag for en Hjørring Revy i 2003. Det var Hjørrings borgmester Bent Brown (S), som havde indkaldt til mødet omkring Hjørring Revyens fremtid. - Jeg havde taget initiativet for at finde ud af, hvor revyen står henne. Skal der blive en revy i Hjørring i 2003, så skal man i gang nu, for mange skuespillere er allerede ved at være booket for næste år, siger Bent Brown. 21 repræsentanter fra den afgående revy-bestyrelse, Fondens bestyrelse, sponsorer, Hjørring Handelsstandsforening og arbejsmarkedets partnere mødtes og nedsatte arbejdsgruppen, som får travlt. Den består af følgende: Wolfgang Paulsen, Jens Abildgård, Niels Arp, Henning Pedersen, Erik Lytzen, Mogens Jacobsen, Søren Kærholm og Bent Brown, som har påtaget sig at være gruppens talsmand. Bent Brown vil ikke kommentere, hvordan økonomien for en revy 2003 eventuelt kan klares. Det er netop en af de ting, den nye arbejdsgruppe skal undersøge. Allerede i næste uge skal den nye arbejdsgruppe mødes, og når de har sonderet mulighederne, skal deres resultat forelægges den store gruppe, som mødtes i går.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...