Militær

Gruppe tager skylden for nedskydning af britisk transportfly

Dubai, mandag /ritzau/AFP Ni Royal Airforce besætningsmedlemmer og en soldat blev dræbt, da et britisk militærtransportfly søndag styrtede ned nordøst for Bagdad. Den muslimske terrorgruppe Ansa al-Islam, der har tætte forbindelser til al-Qaeda, har påtaget sig skylden for at have skudt et britisk militært transportfly ned i Irak, hvorved 10 britiske militærfolk blev dræbt, oplyste gruppen på en islamisk hjemmeside mandag. "Det er lykkedes en gruppe af unge, hellige krigere fra Ansar al-Islam at få en C-130 Hercules, der kom flyvende i lav højde fra Bagdad til Balad (nordøst for den irakiske hovedstad), i sigtet og skyde den ned med en fjernstyret raket," hed det i udtalelsen, hvis ægthed ikke kunne bekræftes. "Ild og røgskyer steg op fra stedet, hvor flyet styrtede ned søndag kl. 17.25 lokal tid. Alle ombordværende blev dræbt," hed det videre i udtalelsen. Den britiske forsvarsminister Geoff Hoon sagde mandag, at ni Royal Air Force folk og en soldat blev dræbt ved flystyrtet mellem Bagdad International Airport og Balad luftbasen. - Vi er opmærksomme på, at der er oplysninger om, at flyet kan være skudt ned, men vi er ikke i stand til at komme med nogle konklusioner før undersøgelserne er tilendebragt, sagde han. Tidligere søndag oplyste den britiske premierminister, Tony Blair, om ulykken, men han opgav ikke antallet af omkomne. Blair sagde heller ikke, hvor mange der var om bord i det britiske transportfly. - Folk mistede livet, sagde Blair om ulykken, som skete nordvest for den irakiske hovedstad, Bagdad. - Dette land og verden som helhed vil aldrig glemme dem, tilføjede Blair i en hyldest til de døde. Det britiske forsvarsministerium bekræftede tidligere på dagen søndag flystyrtet, men ville ikke udtale sig om omstændighederne. Kilder i Irak sagde, at vragdele var spredt over et større område. En officer fra de amerikanskledede styrker sagde søndag, at flyet havde kurs mod Balad, som ligger 70 kilometer fra Bagdad og huser en af de største amerikanske flybaser i Irak. Det britiske nyhedsbureau Press Association citerede militære kilder i Irak for at sige, at transportflyet sjældent kommer nord for Bagdad. Kilderne sagde, at flyet primært bliver brugt til at transportere soldater fra den britiske sektors hovedkvarter i Basra til Bagdad. /ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst