EMNER

Gruppeeksamen får flere til bordet

Der kan blive længere og længere mellem de studerende, der bare cykler igennem den ene eksamen efter den anden. Det forudser professor i universitetspædagogik Per Fidbæk Laursen på baggrund af tal fra Videnskabsministeriet, der viser, hvilket universiteter der har flest udeblivelser fra eksaminerne.

Det er de universiteter med flest gruppeeksaminer, der nu afskaffes, som er bedst til at få de studerende til eksamen. Tallene viser, at Københavns Universitet sammen med Danmarks Tekniske Universitet og IT-universitetet har det højeste antal studerende, som udebliver fra eksaminerne, med en udeblivelsesprocent på mellem 6 og 10 procent. Århus Universitet er også med i bunden, men trækker sig op, fordi kun 0,9 procent af de studerende på sundhedsvidenskab sidste år valgte at blive i sengen på eksamensdagen. Per Fidbæk Laursen mener, at det især er gruppearbejdet og gruppeeksamen, der gør, at universiteter som Roskilde Universitetscenter, Danmarks Pædagogiske Universitet og Aalborg Universitet er gode til at få de studerende til eksamen. - Undersøgelser har vist, at når man arbejder i en gruppe og er i et tæt forløb med en vejleder, så er man mere forpligtiget til at komme til eksamen, siger han. Aalborg klarer sig ikke helt så godt som RUC, men det skyldes formentlig, at man i Aalborg har flere individuelle eksaminer ved siden af gruppeeksaminerne. Professoren peger på, at når gruppeeksaminerne er afskaffet, vil det betyde mere frafald og flere, der ikke går til eksamen. Åbenlys modsætning Det er i åbenlys modsætning til regeringens målsætning om, at de studerende skal hurtigere gennem systemet, mener De Radikales uddannelsesordfører, Charlotte Fischer. - Tallene understreger, hvor dum en idé det var at afskaffe gruppeeksaminerne, siger hun. Hun bakkes op af flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som påpeger, at det kollegiale bliver stærkere af at arbejde i grupper, og at man derfor har et incitament til at gå til eksamen. - Det bekræftes jo af virksomhederne, og de vil jo gerne have unge, der kan arbejde i grupper, siger Bjarne Lausten (S). Han er valgt ind i Nordjylland, hvor protesterne mod afskaffelsen har lydt højest. Socialdemokraterne er særligt skuffede over Birgitte Josefsen fra Venstre, som havde lovet at stemme mod regeringen den dag, der skulle stemmes om afskaffelsen. Men Birgitte Josefsen mødte ikke op til afstemningen, og derfor vil S komme med et beslutningsforslag omkring gruppeeksaminerne, som de håber, at Birgitte Josefsen vil stemme for. /ritzau/