Udland

Gruppevoldtægt på minibus: Politiet jager mistænkt i Rio

En ung amerikansk kvinde blev voldtaget af flere mænd, som havde låst hendes kæreste fast og tæsket ham.

Gruppevoldtægt på minibus: Politiet jager mistænkt i Rio

Politiet leder efter en tredje mistænkt i sagen om den kvindelige amerikanske student, som blev voldtaget på en minibus i Rio de Janeiro, mens hendes franske kæreste blev låst i håndjern og pryglet med et metalrør.

Den rædselsvækkende overgreb tog adskillige timer, og sagen vækker ængstelse i den brasilianske millionby, der kæmper med at få styr på kriminaliteten forud for sine to kommende kæmpebegivenheder - VM i fodbold næste år og OL i 2016.

Politiet har anholdt to mistænkte mænd i voldtægtssagen, henholdsvis 20 og 22 år gamle, men man er på udkig efter en tredje, som muligvis også var med til at voldtage den unge kvinde fra USA, der er 21 år gammel og studerer i storbyen.

- Hun er amerikansk statsborger, og han er franskmand. De er studerende i Rio, fortæller en diplomatisk kilde om de to ofre til det franske nyhedsbureau AFP.

Ved midnatstid steg de om bord på en minibus ved den berømte og turistede Copacabana-strand for at køre videre til området Lapa, hvor der ligger mange populære barer og danseklubber.

Men de nåede aldrig til deres destination. For to mænd på minibussen beordrede resten af passagerne til at stige af, og derefter startede det timelange mareridt.

Mens minibussen kørte rundt i Rio de Janeiro, blev kvinden voldtaget flere gange, mens hendes kæreste blev fastlåst i håndjern og slået med et metalrør.

Parret blev smidt af i byen Itaborai, efter at de blev tvunget til at bruge deres kreditkort til at hæve penge og betale for varer.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.