Grusom og effektivt heftig

"Hypnotisøren"

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forfatterparret som gemmer sig bag pseudonymet Kepler - Alexandra og Alexander Ahndoril. Foto: Anna-Lena Ahlström

Den holder ikke helt til forventningerne, selv om den hele tiden holder heftigt tempo i sit både grusomme og effektive plot. "Hypnotisøren" er ellers udset af Gyldendal til at være den storsælgende afløser for Stieg Larssons Millenium-trilogi - du ved den der med Salander og Blomkvist - og førsteoplaget herhjemme er allerede trykt i 25.000 eksemplarer. Gyldendals salgsforventninger bunder i den simple kendsgerning, at det svenske, litterære forfatterpar, som skjuler sig bag pseudonymet Lars Kepler, har solgt foreløbig 150.000 eksemplarer siden juli sidste år i Sverige. Hypnotisøren hedder Erik Maria Bark, han er på piller, han har engang været sin hustru utro, og for 10 år siden besluttede han aldrig mere at bruge sine evner på at trænge ind i andres sind. Men klokken tre om natten en mørk decembernat modtager han en opringning fra den finsk-svenske kriminalkommissær Joona Lina. Et bestialsk familiedrab har foreløbig kostet far, mor og lillesøster livet. Et enkelt familiemedlem, teenagedrengen Josef, har overlevet hårdt såret, og kriminalkommissæren vil nu have hjælp til at finde det sidste overlevende familiemedlem, Evelyn, og sikre sig oplysninger fra den sengeliggende overlever. Det er en krimi, som betjener sig yderst effektivt af den teknik, som vi kender alt for godt fra Dan Brown. Korte kapitler, ind imellem nærmest staccato tempo, men som sådan også yderst effektivt til hele tiden at drive læseren frem og blive ved med at vende sider. Sproget er også enkelt bygget op. Mange korte sætninger og lakoniske konstateringer. Sådan var det, sådan blev det. Og på den måde kan stilen mange steder minde om eksperimenterende franske romaner, hvor der ikke bliver givet forklaringer, og hvor livet derfor fremstår underligt absurd og skræmmende. Det er selvfølgelig et plus. Især når det er spænding og kriminelt gys, du er ude i. Til gengæld er det en svaghed, at forfatterparret Alexandra og Alexander Ahndoril - tidligere mest kendt for en række smalle litterære værker - bevidst har valgt ikke at inddrage samfundskritiske forklaringer på, hvorfor disse grusomheder finder sted. Her er intet samfundets skyld, og på den måde adskiller bogen sig markant fra den herskende skandinaviske, socialrealistiske tradition, hvor politik, magtstrukturer og hele beskrivelsen af opvækst og social baggrund plejer at føje brikker til opklaringen. Det gør indimellem bogens persongalleri underligt blodfattigt og en kende endimensionalt, selv om læseren selvfølgelig hurtigt fatter sympati både for den martrede hypnotisør og den kompetente og handlekraftige kommissær Joona, der har så svært ved at få sit ildsjælsengagement til at gå op med privatlivet med den skønne Disa. Sproget er på den måde ikke specielt elastisk, farverigt eller fængende men nærmer sig mere sagprosaens faktuelle stil. Vi får ikke på samme måde som hos Larsson lov til at identificere os og solidarisere os med heltene mod skurkene. Til gengæld holder tempoet fint langt hen i bogen - forklaringen på hypnotisørens (u)frivillige pause og ægteskabelige problemer giver lidt pusterum - men så kommer handlingen op i hæsblæsende tempo igen, inden det endelige blodige, grusomme slutopgør. Effektivt skrevet og elegant kombineret plot, men også en krimi, som efterlader én underligt kold efter endt læsning. Da det mest bliver underholdning og aldrig rigtig får fat i ens medlevende medfølelse, bliver små 600 sider altså langt. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Lars Kepler: "Hypnotisøren" Oversat af Jesper Kistorp 585 s., 349,95 kr., Gyldendal

Forsiden


Breaking
Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever på tidlig juleferie
Luk