Grusomheder må aldrig blive glemt

Tilbage efter torsdagens stort anlagte mindehøjtidelighed på 60-årsdagen for befrielsen af Auschwitz står et ekko af til tider meget følelsesladede opfordringer fra alverdens stats- og regeringschefer. Opfordringer til aldrig at glemme de grusomheder, som fandt sted i den nazistiske udryddelseslejr, som af indlysende grunde er blevet symbol på, hvor langt ud mennesker i en selvudnævnt civilisation kan havne i kollektivt had til og foragt for andre. Efter eksempler på noget lignende i nyere tid gælder det om at slå ned på alle tendenser i den retning. Og om blankt at afvise de forvildede sjæle, som udstiller trang til opmærksomhed ved naivt og hårdnakket at påstå, at lejre af typen som Auschwitz aldrig har eksisteret.