Grydelåg og metafysik

Litteratur 14. september 2009 06:00

DIGTE Tore Ørnsbo ”Immigrantens epilog” # # # ¤ ¤ ¤ Jeg kan med nogenlunde sikkerhed sige, at jeg bedre kan lide første halvdel af Tore Ørnsbos nye digtsamling end anden halvdel. Efterhånden som man læser sig vej gennem værket, skrider sproget over mod et stadig mere ekspressionistisk udtryk, hvorimod begyndelsen summer af det, man netop kunne betegne som en immigrants epilog krydret med fine sansninger og et robust korpus. De ekspressionistiske billeddannelser (til tider garneret med surreale udslæt) er for mig problematiske derved, at de bliver for fokuseret på (chok)effekt – i hvert fald synes indholdet i disse at være underordnet grydelågenes æstetik. Og det er jo fint nok, det samme kan man sige om dansk politik – dermed bliver ”Immigrantens epilog” måske ganske tidssvarende. Der er en ensomhed i eksilets nætter en tøven i blikket som havde guderne forandret deres ansigter og alligevel er alting fuldstændig som før. Sådan lyder digtsamlingens indledning, og den går rent ind. Jeget er reduceret til ensomhed og blikke, hvilket komplimenterer hinanden, idet blikket jo netop er kendetegnet ved at være på afstand i modsætning til fx en berøring. Og konfronteret med de metafysiske grundelementer (guderne) synes alt forandret, men under disse findes en uforanderlighed, der går forud for selv det mest elementære – hvad enten vi kalder det religion eller metafysik. Digterjeget resignerer altså over for det, der er ”fuldstændig som før.” Denne udsathed og eksistentielle træthed løber gennem hele samlingen. Igen og igen konfronteres det lyriske jeg med absolutter i eksistentiel forstand, og her synes jeg, at Ørnsbo i visse henseender reproducerer Søren Ulrik Thomsens ”Det skabtes vaklen” fra 1996. Fx når han skriver: Tilbage er en fed hånd på cafébordet og et sæt guldringe, som gnaver i kødet. eller Kunne alt dette vraggods blot smeltes om til synet af et prangende navlesmykke samt en enkel melodi (Hvilket sidste måske nok i virkeligheden falder mere sammen med ”Hjemfalden”) I begge tilfælde koges det mangfoldige ned til et adækvat (mod)billede, det generelle konkretiseres, metafysikken eller det eksistentielle, kort sagt absolutterne, konfronteres med den hverdagslige sansning. Der er da også en direkte reference og et slags modsvar til et af Thomsens 96’er-digte, idet Ørnsbo, i digtet ”Det er kun blandt det levende hun kan rense sig” (det er vel at mærke ikke de, men det levende), skriver men der er ingen grund til at sige det som det er. Hvor det for Thomsen netop er tilstrækkeligt at ”sige tingene som de er”. Alt i alt er det dog rimeligt; formentlig det bedste fra Ørnsbos hånd. Og man kan lige så godt slutte af med et citat, der både har Ørnsbos forcer (første del) og den thomsenske metafysik (anden del) stillet frit til skue (dog heldigvis ingen grydelåg eller lignende): Modsat blandt andet poesien er efteråret ubestikkeligt forrådnelsens store forbrødring, våde sokker og forrygende æbler. Igen var det blevet tid til at benævne tingene ved deres oprindelige navn. Af Christian Stokbro Karlsen kultur@nordjyske.dk Tore Ørnsbo ”Immigrantens epilog” 72 sider, 175 kr. Gyldendal.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...