Gandrup

GS-træner siger farvel

GANDRUP:Efter to sæsoner i Gandrup stopper Frede Holst Andersen trænergerningen i Gandrup og fortsætter til næste sæson i Als. Forventninger til Frede Holst Andersen og holdet var før sæsonstarten en topplacering i serie 4. Når Frede Holst ser på sæsonen 2002 samlet, er han tilfreds. Mange skader har præget sæsonen, hvor den samme holdopstilling ikke har været at finde i to kampe i træk, hvilket gør placeringen som nummer fire helt i orden. Brødrene Rasmus og Kasper Frandsen samt Brian Pedersen har været at finde på skadeslisten flere gange i denne sæson. Desuden er der sagt farvel til Henrik Sloth og Thomas Jensen. Det har været en hård og svær serie 4 pulje, hvor Aalborg Chang nærmest på forhånd havde sat sig på 1. pladsen. Oprykningen til serie 3 blev taget fra Gandrup i overtiden i sidste sæson, og det er en begivenhed, som Frede Holst Andersen godt kunne have været foruden. Han ser tilbage på to gode år i Gandrup Sportsklub og håber, at klubbens langsigtede strategi med at spille unge, nye spillere ind på holdet vil lykkes for klubben.