Gu' hedder det Gug

REVY Cirkusrevyen 2003 Genanmeldelse Man har en mening, og så skal der meget gode grunde til at få en ny. Sådan har jeg det med dette års revy fra Bakken, den var til fire stjerner ved premieren i maj, det er den også i august. Revyen er måske knap så rund, måske alligevel mere politisk, uden at det gør ligefrem ondt, end jeg syntes første gang. For selvfølgelig går der uundgåeligt politik i den, når forfatterne bare piller ved emner som gyllespredning, statsministerens magtbrynde og enegang, Pia Kjærsgaards skødehund og, i første akts finale, ved skattelettelse og en fynsk minister, "Gud er usynlig, halvanden meter høj og hedder Bendt". Men flytter det stemmer, rokker det ved meninger? Tiden har gnavet i et enkelt nummer - om Saddam Hussein - men ikke i numrene om kronprinsen og den tasmanske skønhed. Topnumrene er stadig Pilgaards udgave af dronningen, der forsøger at skrive en festsang, i cigaretrøg og -damp, hans ligusterfascist - i "Ka' det svare sig" - der er kommet sig siden premieren og Henrik Lykkegaards 007-udgave af Fogh Rasmussen. Men der er altså en del numre, som der er god plads til i glemmebogen, og som får højere karakterer for den kunstneriske udførelse end for den tekstmæssige tyngde eller sværhedsgrad. En del af fornøjelsen ved gensynet er at opleve, hvordan holdet kringler sig fra at være i et telt i en grøn skov til en hal i en midtby. Lisbet Dahl får lært Claus Ryskjær noget om en by, hun selv har boet i, og som hedder Gug: - Gu' gør den så! Og i en genudsendelse fra Hjørring revyen, et nummer med slidte polske cirkusartister, optræder en direktør Trillingsgaardski, der er både både en kapitalistski og en fedterøvski. Sådan var det i hvert fald ved Aalborg-premieren. Ved de næste forestillinger bliver noget andet måske flettet ind, for holdet har nu et så overlegent forhold til ordene, at de kan lege med dem, uden at det går ud over stramheden, uden at der går ret meget privateri i den, og så en sketch eller en vise, i bedste fald, bliver morsommere end de egentlig er. Og så er det balletten, som virkelig sparker gulv. Johs. Mortensen johannes.mortensen@nordjyske.dk Instruktion: Lisbet Dahl. Kapelmester: James Price. Scenograf: Nina Schiøttz. Kostumier: Henrik Børgesen. Koreografi: Niclas Bendixen. Tekster: Carl-Erik Sørensen (10 ud af 23), Vase/Fuglsang, Henrik Lykkegaard, Gunnar Geertsen, m.fl. Kunstnerisk konsulent: Ernst Trillingsgaard. På gæstespil i Aalborghallen, Aalborg Kongres & Kultur Center til og med i morgen.

Forsiden