Guantanamo-fangen trækker i land

Afleverede sit pas til PET, der ikke rejser sag

KØBENHAVN:Politiets Efterretningstjeneste fik sig i går en snak med Slimane Abderahmane efter hans udtalelser om, at han vil til Tjetenien og kæmpe. Her var kampgejsten åbenbart gået af den tidligere Guantanamofange. Under afhøringen gav Slimane Abderahmane ifølge PET udtryk for, "at han ikke har eller har haft nogen reelle intentioner om at forlade Danmark med det formål at deltage i terror eller terrorrelaterede aktiviteter." Han har sagt ja til at aflevere sit pas og ønsker nu ro om sin person, så han kan få en normal tilværelse i Danmark. Den tilværelse starter efter aftale med PET på en " midlertidig lokalitet." Til gengæld meddeler PET, at der ikke er grundlag for at rejse en sag mod ham. Repræsentanter for den tjetjenske modstandsbevægelse har samtidig afslået et tilbud fra den frigivne danske Guantanamo-fange om væbnet støtte til deres kamp. Den tjetjenske modstandsbevægelses talsmand i Danmark, Usman Fersauli, fortæller, at han venligt - men bestemt - afslog tilbuddet på et møde i sidste uge. - Vi mødtes spontant, og jeg fortalte ham, at noget sådan er umuligt. Vi har ikke brug for flere frihedskæmpere, og specielt ikke fra andre lande. Og det gælder både muslimer og kristne. Det er ikke noget personligt, men det vil kun hjælpe russerne med at stemple os som terrorister, siger Usman Fersauli. Han er repræsentant for Tjetjeniens sidste lovligt valgte regering under afdøde Dsjokhar Dudajev.