Guardiola starter mod Mönchengladbach

Den nye Bundesliga-sæson bliver sparket i gang med en tysk fodboldklassiker.

Guardiola starter mod Mönchengladbach

Den spanske stjernetræner Josep Guardiola kommer op mod Borussia Mönchengladbach, når han den 9. august for første gang står i spidsen for Bayern München i en Bundesliga-kamp.

Bayern, som i sidste sæson vandt mesterskabet, pokaltitlen og Champions League, har sat Guardiola i spidsen for det stærke mandskab, mens den hidtidige træner, Jupp Heynckes, er blevet sendt på pension.

Og det bliver altså en ægte Bundesliga-klassiker, der markerer spanierens første kamp i den tyske liga.

Bayern og Gladbach var hidsige rivaler i 1970'erne, hvor de to klubber i en årrække delte mesterskaberne imellem sig.

Mens sydtyskerne fortsat sidder trygt på toppen af det tyske fodboldhierarki, er der blevet mere stille om Mönchengladbach, der i sidste sæson sluttede på ottendepladsen i Bundesligaen.

De øvrige kampe i første Bundesliga-runde lyder sådan: Mainz-Stuttgart, Hoffenheim-Nürnberg, Schalke-Hamburg, Leverkusen-Freiburg, Hannover-Wolfsburg, Augsburg-Dortmund, Braunschweig-Werder Bremen, Hertha Berlin-Frankfurt.

Kampen mod Mönchengladbach bliver dog ikke Guardiolas officielle debut for Bayern. Den kommer allerede den 27. juli, hvor Borussia Dortmund er modstanderen i kampen om den tyske Super Cup.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.