Guardiola: Vores rekord er uden betydning

Bayern München-træner Josep Guardiola glæder sig over mesterskabet, men er ligeglad med holdets rekord.

Bayern München vandt tirsdag aften det tyske mesterskab hele syv spillerunder før sæsonafslutningen. Aldrig tidligere er Bundesligaen blevet afgjort så tidligt.

Holdets træner Josep Guardiola er glad for, at det lykkedes at slå Hertha Berlin 3-1 og sikre mesterskabet. Spanieren er dog ligeglad med rekorden.

- Jeg er tilfreds med, at vi gjorde det.

- Men en kamp før eller senere betyder ikke noget. Tillykke til alle i klubben, siger Guardiola.

- Nu vil vi gå ud for at spise og fejre det, tilføjer spanieren, der undgik at blive overdænget med øl, som der ellers er tradition for i tysk fodbold, når mesterholdet er fundet.

Sportsdirektør Matthias Sammer roser også Bayern-spillernes præstation i denne sæson.

- Vi har bevaret vores fokus efter succesen i sidste sæson, og det er lykkedes at vinde ligaen endnu tidligere end sidste år, siger Sammer med henvisning til 2012/13-sæsonen, hvor Bayern vandt The Treble - Bundesligaen, Champions League samt den tyske pokaltitel - med Jupp Heynckes som træner.

En bedrift, som det fortsat er muligt at gentage i denne sæson.

Tysklands landstræner Joachim Löw stod på tilskuerpladserne tirsdag aften i Berlin og så Bayern hæve mesterskabstrofæet.

- Det er utroligt at vinde titlen så tidligt. Pep Guardiola har udviklet holdet endnu mere, hvilket man kan se på holdets dominans og boldbesiddelse, siger Löw.

Borussia Dortmund-træner Jürgen Klopp roser også Bayerns præstation.

- Det er meget imponerende det, Bayern har gjort. Man må tage hatten af for det. De har været meget konstante med stærke præstationer, og de har været meget sultne, siger Dortmund-træneren.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst