Gud er i alt

I lyset, i jorden, i komposten. For en Gud, der ikke er alle steder, er ikke nogen Gud. Gud er i alt.

Kristendom 1. december 2007 19:48

Det ville måske være rart, hvis han var lidt længere væk. Hvis han bare havde sat verden i gang som et ur, og så havde trukket sig tilbage. Hvis Gud ikke var i de svin, vi kører til udlandet. Hvis Gud ikke var i de marker, som vi sprøjter til. Eller i den luft, som vi fylder med udstødning. Men vi kan ikke holde Gud væk. Han fyger ind gennem sprækkerne. Når Gud er i alt, så kan vi være sammen overalt. Og kikke efter Gud overalt. Luther sagde: Se, hvor travlt Gud har i alle sine skabninger. Når vi springer ud fra en vippe er vi ligeså omgivet af Gud som af luft. I verden svømmer vi rundt i Gud som i vand. I ham lever vi, ånder vi og er vi. Men selvom Gud er tæt på er det alligevel som om han gemmer sig. Kommer du til et stort træ ¿ måske ikke engang plantet af mennesker - et gammelt træ, som en gang spirede og også engang vil dø - så oplever du måske Gud i træet. Du kender træer, men de er også fremmede: De har deres kraft fra noget andet end dig. Måske kan du mærke Guds skaberkraft, og hans rundhåndethed med træer. De keltiske kristne oplevede solen på samme måde: Den store Guds øje Ærens Guds øje Alle værters konges øje Alt levendes konges øje Hælder ud over os Hver time og årstid Hælder ud over os Venligt og rundhåndet Det er dejligt at mødes Guds velsignelse i skaberværket. Men nogen mennesker gribes af skræk, når de kommer så langt ud i naturen, at de ikke kan høre bilerne. Man kan også møde Guds natur som en modstander. Hvis man skal overleve i en ørken eller bliver udsat for en tsunami eller en alvorlig sygdom. Man møder Gud overalt, men ikke altid i en venlig udgave. Verden kan være et barsk sted. Er Skaberen så også en barsk Gud? Luther mener, at man må tro på trods af det barske og holde sig til det billede, som Gud har givet af sig selv, da han personligt kom til sin verden i sin søn. Jesus er Guds selvportræt. I computersprog kan man sige, at Jesus er den brugerflade, som Gud har lavet. Hos Guds søn kan vi se, at Gud er os venligt stemt. Og når man først har set det der, så kan man se det overalt. Så begynder Gud at tale til én gennem alle ting, siger Luther: Er du en håndværksmand, så finder du Bibelen lagt i dit værksted, i din hånd, i dit hjerte; den lærer dig og prædiker, hvad du skal gøre mod din næste ¿ Du har så mange sager, varer, værktøj og andre redskaber dit hus og i din gård, de råber hele tiden til dig: Kære, gør mod din næste, som du vil, at din næste skal gøre med sit gods mod dig. Menneskene har haft svært ved at forstå, at Gud er i alt. Vi troede, at når Gud var der, allerede før han skabte verden, så var verden uden for Gud, så var verden ikke hellig, og vi kunne gøre med den, hvad vi ville. Men vi har taget fejl. Og vi har handlet mod bedre vidende. For vi kan jo godt mærke, at Gud er i alle ting. Verden er ikke bare redskab til brug for vores grådighed. På den anden side er den heller ikke guddommelig. I Amerika skete det, at missionærerne kritiserede naturfolkene for at tro at verden var Gud, eller at en ting var Gud. Det var en misforståelse, fortæller indianeren Phillip Deere: Vi dyrkede aldrig solen. Vi så den som en refleks af det hellige, af skaberen, og brugte dens billede til at fokusere vores takkebønner for Skaberens livgivende kraft. Den er for os en påmindelse om Guds kreative kraft, når vi hilser solen om morgenen, når vi står op, og igen om aftenen. I mellemtiden, i dagens løb, ser vi hele tiden vores skygge på jorden og mindes Guds kreative godhed. Vi kan standse, se op og sige en kort bøn, når det sker. Igennem verden har Gud stadig travlt med bevare og beskytte os med mad, drikke, tøj, arbejde, husly og så videre. Gud skaber stadig for fuld tryk. Han bruger sol, dag og nat, jord, vand, luft, ild, fugle, fisk, dyr, korn, regering og Folketing. Vi er omgivet af en Gud, som skaber og velsigner. [ Erik Boye, Lavendelparken 56, Vodskov, er sognepræst. E-mail: erikboye@mail.dk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...