Gud har bred ryg

KATASTROFE:Flodbølgekatastrofen i Asien er naturligvis først og fremmest en stor ulykke for dem, der bor i de berørte lande. Titusindvis af pårørende skal foruden at opleve den kolossale sorg og smerte over tabet af deres kære også kæmpe med tabet af ejendom og eksistensgrundlag. Det sidste gør vi i den rige verden vores til at hjælpe dem med. Mens tabet af deres kære alene er noget, de må kæmpe med selv – med støtte fra det tiloversblevne familiære netværk og fra by- såvel som landsbyfællesskabet, som lykkeligvis på disse breddegrader er betydelig mere intakte, end de er her hos os. At kunne dele sin sorg med og hente støtte fra andre mennesker, gør det altid nemmere at finde en måde at leve med tabet og den tilsyneladende meningsløshed på. På en temmelig barsk facon bringer en sådan meningsløs katastrofe jo mennesker af endog meget forskellig slags sammen om det grundmenneskelige. I sådanne nødsituationer spørger man ikke til nationalitet, race, social status eller politisk tilhørsforhold som betingelse for at hjælpe. Nej, et menneskes ulykke kalder medmennesket frem i alle mennesker – også hos os, der bor på den anden side af jordkloden. Alle tilsyneladende uoverstigelige forskelligheder mennesker imellem virker i lyset af en sådan menneskelig ulykke anstrengt påståelige, idet ulykken til overmål minder os om de fælles grundvilkår, vi mennesker lever vores liv på. Vi har langt mere til fælles, end der skiller os, hvilket ydermere er det eneste meningsfulde grundlag, hvorpå man endog kan tale om vores indbyrdes forskelligheder og drage nytte af dem. Naturen er en upersonlig kraft, hvis af og til ødelæggende energi det ikke kan nytte at udlede nogen som helst mening af. Den er vilkårlig og tilfældig. Man kan derfor heller ikke bebrejde naturen og skælde den ud. Det ville i bogstavelig forstand være som at tale ud i den blå luft. Men som mennesker ligger det dybt i os, at vi har meget, meget svært ved at affinde os med tilfældigheden. For accepterer vi tilfældigheden og meningsløsheden, lægger det en sand bombe under vores liv, der risikerer at trække rub og stub med ned i vores eget fald. Og dén konsekvens vægrer de fleste mennesker sig alligevel imod – også selvom man er enten skråsikker ateist eller kølig og nøgtern epikuræer. I den anledning vender både kristne og muslimer sig til Gud. For i modsætning til naturen er Gud personlig – en villende, meningsgivende og dertil ydermere almægtig magt. Det er kristne og muslimer faktisk nogenlunde enige om. Og hvis Gud er en almægtig magt, må vi da rimeligvis kunne spørge ham: hvorfor tillod Gud denne enorme katastrofe? For muslimen er Gud den meningsstyrende magt bag alting. Også ulykker. Gud er almægtig og retfærdig, hvorfor der ingen tilfældigheder sker. For muslimen er der intet, der er meningsløst. Indonesiens mange millioner muslimer vender sig i denne tid til Allah for at bede om tilgivelse og nåde for den straf, som de mener Allah har sendt hen over deres syndige hoveder med flodbølgen. Muslimerne forsvarer så at sige Allahs almagt og retfærdighed mod tilfældighedens og meningsløshedens angreb ved at gøre Allah til den skjult virkende personlige kraft bag bølgens hærgen. Så enkelt er det ikke for den kristne. Desværre ville nogen måske sige. Som kristne anfægter vi ikke Guds almagt. Men dét, der overhovedet gør kristendommen til kristendom, er naturligvis den Jesus Kristus, der med sin lidelse, død og opstandelse åbenbarede Guds allerinderste væsen – Guds sindelag så at sige. Og hos Kristus fik vi afgørende indblik i, at Gud over for os mennesker endeligt og slutteligt er en personlig kærlighed, der lader nåde gå for ret. Det er til Guds nåde, barmhjertighed og kærlighed i Jesus Kristus, vi skal holde os, når ulykken og tilfældigheden anfægter os i troen på en almægtig Gud. For i Kristus forkynder Gud ethvert menneske, at han vil være med dette menneske gennem både medgang og modgang, gennem lykke og ulykke og endelig også gennem tilfældigheden og døden. Gud er dér ikke alene, når det går godt. Han er der også, når livet gør ondt og døden lægger livet øde. Denne spænding mellem Gud som almægtig skaber og opretholder på den ene side og Gud som den kærlige og barmhjertige frelser i Kristus på den anden har altid eksisteret i det bibelske gudsbillede. Og det er kendetegnende ved al ægte protestantisk kristendom, at man ikke forsøger at forlige eller harmonisere denne i grunden fantastiske selvmodsigelse. Det er et paradoks, som én af vores fremmeste protestantiske tænkere, Søren Kierkegaard, kalder det. Hemmeligheden er skjult hos Gud. Det er et kors for forstanden. Men fra Gud kan vi som kristne i sidste ende – sub specie aeternitatis (lat.: under evighedens synsvinkel) – vente alt godt. Det véd vi fra den måde, hvorpå han blev menneske i hans søn, Jesus Kristus. I den kristne tro gives der således ikke et nemt svar på spørgsmålet om, hvorfor Gud tillader katastrofer som den i Asien. Men i kristendommen viser Gud sig at have en "bred ryg", der godt kan tåle, at vi i fortvivlelsen skælder ud på ham. Så får da i det mindste vreden og fortvivlelsen en adresse – indtil vi ansigt til ansigt med Gud i himlen engang erkender fuldt ud. Henrik Bang-Møller har siden 2000 været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat. Cand. theol. fra Københavns Universitet i 1999.