EMNER

Gud, konge, fædreland - og fest

En livlig ungdomsorganisation og en hilsen fra Kronprinsen var højdepunkter på weekendens konservative landsråd

AALBORG:Der er lidt Matador over De Konservative. Ikke fordi Aalborg Kultur og Kongrescenter, fyldt med grønne valgplakater, på nogen måder lignede Korsbæk, men fordi der var en svag duft af bankdirektør Varnæs over de mange ældre mænd i jakkesæt, som venligt lyttende fulgte debatten på Det Konservative Folkepartis landsråd. Der er i det hele taget stil over medlemmerne af det gamle parti, som efter afsyngningen af "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" rejste sig op, mens Bendt Bendtsen sendte en hilsen til Kongehuset. Så var landsrådet i gang, og efter formandens talen overtog den yngre del af partiet debatten. Konservativ Ungdom levede til fulde op til deres rebelske ry, da det ene jakkesæt efter det andet talte ledelsen midt imod med forslag om flad skat, og fik det politiske blod til at bruse hele weekenden. Ikke at der var sure miner i den anledning – tvært imod. Det gav masser at snakke om til lørdagens fest, hvor de mere end 1000 mennesker efter en omklædning til nyt jakkesæt og balkjoler tog for sig fra både buffet og bar. Kronprinsen hilste igen Festlighederne blev styret af generalsekretær Morten Bangsgaard, der rullede sig ud med små vittigheder som: - Hvad er ligheden mellem konservatisme og konserves? Svaret er, at begge dele har lang holdbarhed, men det kunne selv ikke De Konservative grine af. Til gengæld kunne de danse, da Fenders spillede op, og at dømme efter de rustne stemmer i debatten søndag var der mere end et par stykker, der havde fortsat festen ude i byen. Udover rustne stemmer og lidt røde øjne, så var der ikke tømmermænd at spore søndag. Folk nærmest fløj op af stolene, da Bendt Bendtsen klokken 10 gik på talerstolen og meddelte, at der var tikket et svar ind fra hoftelegrafen. - Hjerteligt tak på dronningens vegne - Frederik Kronprins, læste Bendt Bendtsen, før skattedebatten gik i gang igen med uformindsket styrke. Imens gik De Konservative ministre rundt i forhallen og snakkede med partimedlemmer under overvågning af PET-livagter. Folkene fra Lene Espersens Sæbykreds fik dog uden problemer lov til at aflevere en pakke til ministeren i anledning af hendes 40 års fødselsdag mandag. Hun fik tre skåle og kredsen fik et gruppebillede. Inde i salen fik den tidligere spion Jens Ellekær også en skål og Den Konservative Samfundspris. Kirkeordfører Charlotte Dyremose holdt en tale om Folkekirkens betydning, og efter et afsluttende trefoldigt leve for Det Konservative Folkeparti pakkede de delegerede sammen efter en weekend med Gud, konge, fædreland - og en god fest.