Gud og CIA

"Den sidste patriot".

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

bogens forside

Gud ville have været en fremragende CIA-agent, påstår en af de gennemgående figurer i denne politiske thriller. Han er selv agent, og at Amerika er guds eget land, og at alle sande amerikanere i virkeligheden er hans loyale og fortræffelige kolleger, udgør fundamentet i romanens verdensbillede. På sin vis et ganske fundamentalistisk fundament. Således står det lysende klart fra første side, at gud ikke hedder Allah! Her ved 00’ernes afslutning og det nye årtis begyndelse, står det lige så klart, at murens forjættende fald ikke for alvor bragte en ny verden til verden. I hvert fald ikke ifølge flere af samtidens observatører. - Alt er i bedste verdensorden, konstaterer eksempelvis den tyske forfatter Juli Zeh: Islamist i stedet for Ivan, Koran i stedet for kommunisme. "Den sidste patriot" lever på alle måder op til denne konstatering. Man hører næsten forfatteren juble: Længe leve de nye fjendebilleder! Så kan der atter produceres bestseller-spænding efter gamle og velprøvede formler. Plottets McGuffin - Hitchcocks berømte udtryk for den dims alle implicerede vil have fingre i - er denne gang et ældgammelt manuskript, som dokumenterer Muhammeds sidste åbenbaring (Dan Brown har ikke levet og skrevet forgæves). Afsløringen af denne hemmeligholdte åbenbarings indhold vil pifte hele den militante islamismes ideologiske grundlag. Americana fra den præsidentielle fortids bedrifter helt tilbage til Thomas Jefferson flettes ret behændigt ind i intrigen, der sender vores helt Scot Harvath på farlig mission med bilbomber eksploderende om ørerne og skumle islamister lige i hælene. Kan man sluge det primitive verdensbilledes kameler, er der mere uprætentiøs drengerøvsspænding hos Brad Thor end Dan Brown. Små strejf af humor finder vej ind i skildringerne af islamisternes hemmelige møder, hvor en bin Laden-lignende personage ideligt betjener sig af beduinordsprog, som irriterer hans medsammensvorne. "Hundene gør, men karavanen rejser videre". Og hvad er det så lige, det betyder? Det ville have været velgørende, hvis humoren også havde rakt ind i heltenes geledder, men her er menneskeskildringen lige så firskåren som kæbepartiet på forfatteren Brad Thor, hvis superamerikanske fremtoning kan beundres i helfigur på smudsomslagets inderflap. Fra nutidens bestsellerforlag er måske udgået en opfordring til forfatterspirerne: Send in the marines! Otto Pretzmann kultur@nordjyske.dk Brad Thor: "Den sidste patriot" Politisk thriller oversat af Annemette Fogh. 299 kr., 329 sider. Forlaget Mrs. Robinson.