Kristendom

Gud skal ud af dansk politik

Der synes at være definitiv splittelse i Kristendemokraterne. Partiets største stemmesluger, Tove Videbæk, afkræves loyalitetserklæring.

Kravet til Videbæk er partipolitisk ret besynderligt. Eftersom hun er partiets største stemmesluger, ville det være naturligt, om ledelsen lyttede meget intenst til, hvad hun har at sige; men man gør det modsatte. Man stiller hende et krav, som hun i h. t. Grundlovens §56 ikke kan imødekomme – altså et krav, som i sin substans er grundlovsstridig, idet hun som ethvert andet folketingsmedlem alene er bundet af sin overbevisning (!). Baggrunden for kravet har simret længe og er helt i overensstemmelse med flere andre partiers mål, nemlig at få Gud manøvreret ”ud af det offentlige rum”. Danmark må ikke mere som i de forløbne 1000 år bekende sig som et kristent land, og det må som sådan specielt ikke støtte vor ”evangelisk-lutherske kirke”, sådan som Grundloven ellers i §4 slår fast. Gud skal ud. Det er kernen i den offentlige politik med statsministeren i spidsen i såvel Danmark som i EU - så vel som nu også her i et kristen-bekendende parti, der således i blindhed frivilligt går til slagtebænken. Den, der vil se et paralleleksempel i vor Bibel, kan læse 1. Sam. 8,7b: ”Det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.” Det aktuelle krav til Videbæk er grundlovsbrud, og det er et markant skridt bort fra frihed hen imod tyranni og diktatur såvel i Danmark og EU som i det nært forestående Eurabia.